Sluk for Ed Sheeran: Her er 3 danske musikere, du skal høre i weekenden

Der strømmer masser af nye toner ud fra de danske øvelokaler for tiden. I dag udgiver både Phlake, Velvet Volume og Carl Emil albummer.

Dansk musik med kant og nerve er heldigvis ikke en mangelvare. I dag udgives eksempelvis tre album fra den unge generation af danske musikere. (© Scanpix /Birdseye Agency)

I denne weekend er der - især - ikke nogen grund til at lede uden for de danske landegrænser, når du skal finde et soundtrack, der kan slutte ugen af på behørig vis.

Der udkommer nemlig masser af spritny dansk musik, som allerede nu ligger klar til at redde din weekend.

Vi har fået tre musikeksperter til at komme med deres bud på, hvilket album du først skal kaste dig over.

Så må du selv bestemme, hvem der løber med æren - og retten til dine højtalere.

Weird Invitations - Phlake

Det var særligt med nummeret 'Pregnant', at Phlake brød igennem i 2015, så det drev ned af væggene, da nummeret blev P3's Uundgåelige.

Siden udgav de debutalbummet 'Slush Hours' i juni 2016, ligesom de også har turneret på samtlige festivaler i Danmark.

Senest var de nomineret til 'P3 Lytterhittet' under årets P3 Guld med singlen 'Ouch' fra netop albummet 'Weird Invitations'.

Pelle Peter Jensen, der er vært på radioprogrammet 'Lågsus' på P3, er overbevist om, at din weekend kun kan blive bedre, hvis du tilføjer den en masse Phlake-fløde.

Du skal høre Phlakes 'Weird Invitations' fordi:

- Phlake har fået det at lave den svære to'er til at se ret nemt ud. Titlen 'Weird Invitations' er en meget god varedeklaration – alle er velkomne i deres univers, men man skal være forberedt på, at musikken godt må sno sig af veje, man ikke nødvendigvis er vant til. Men det er dét, de kan; lave skæve popsange.

- På 'Chunks' sparker de igennem med bassen, og det er en af de sange, man kan feste til, når de til efteråret tager på tour.

- 'Ouch' er derimod den storladne ballade, der kan give fællessang og kuldegysninger.

- De to sange rammer universet fint ind og er en åbenlys og lidt underlig - på den gode måde - invitation til en saftig og varm omgang med Phlake.

Du kan høre 'Weird Invitations' her.

Look Look Look! - Velvet Volume

De debuterede med singlerne 'I Think I Need you' og 'Runnin' Wild' i 2015.

Siden har gruppen Velvet Volume, der består af de hårdtrockende aarhusianske søstre Noa, Naomi og Nataja Lachimi, optrådt til blandt andet Kronprinsparrets Priser og et utal af festivaler.

Casper Bach Hegstrup, radiovært på P6 BEAT, er ikke i tvivl om, hvorfor du skal bruge din weekend i selskab med damerne.

Du skal høre Velvet Volumes 'Look Look Look!' fordi:

- Velvet Volume har alle dage forstået at rocke ud - især live, hvor jeg bliver bjergtaget hver gang.

- Nu har de igen udvidet paletten, og sangskrivningen står lige så knivskarpt på pladen, som deres riffs og sammenspil gør live. Det er ganske særligt. Og fucking sejt! Og derfor skal du bruge din weekend på at rocke med Velvet Volume.

Du kan høre 'Look Look Look!' her.

(Foto: Søren Solkær)

Natradio - Carl Emil Petersen

I marts 2017 offentliggjorde Carl Emil Petersen, at han ville gå solo - og dermed forlade vennerne i bandet Ulige Numre.

Siden har han blandt andet spillet en solokoncert på Roskilde Festival, og i dag udkommer så soloalbummet 'Natradio'.

Vi har bedt musikjournalist Anja Pil Overby, der blandt andet står bag DR3-dokumentarserien 'Carl Emil slår op', om at forklare, hvorfor det er Carl Emil Petersens musikunivers, der skal dominere din weekend.

Du skal høre Carl Emil Petersens ‘Natradio’ fordi:
- Carl Emil er én af de unge danske sangskrivere, der kommer til at være her i mange år.

- Det her er hans første soloudspil, og lige nu er han 27 år og har en masse på hjertet om, hvordan det er at være lige præcis det sted i sit liv. Han synger for eksempel ‘Carl Emil, hvis du flygter fra fortiden, frygter for fremtiden / så mangler du et sted at stå’ i sangen 'Fanget i ungdommen’. Det rammer noget.

- Jeg er jo totalt inhabil, fordi jeg har været så tæt på hele processen bag indspilningen. Lige fra den første demo til arbejdet med pladen i studiet. Men jeg glæder mig virkelig til at stå med hele pladen i hånden i dag.

Du kan høre 'Natradio' her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve