Steen Jørgensen står i sin mørkeblå uldfrakke og ryger en smøg uden for det studie i Sydhavnen, hvor Sort Sols nye plade, ’Stor Langsom Stjerne’, er blevet til.

I hele 16 år har fans måttet vente på ny musik fra det danske orkester, hvis medlemmer siden 2001 både er gået fra hinanden, har fundet sammen igen, været på turné og beskæftiget sig med alt muligt andet.

Frontmand Steen Jørgensen har blandt andet været dommer på talentprogrammet ’The Voice’ og udgivet et soloalbum. Guitarist Lars Top-Galia har primært brugt sin tid med ArtFREQ, der arrangerer kulturevents.

- Heeej, siger Steen Jørgensen med sin karakteristisk dybe og venlige stemme, som både cigaretterne og de 58 år har præget.

Der er nogle ting, vi ikke har sluppet løs før nu

StEen jørgensen

Han leder vejen ind i køkkenet på sine sorte læder-cowboystøvler med lav mandehæl.

Han er på par nummer fire, mens 53-årige Lars Top-Galia, der er ved at skænke gæsten et glas vand, vil skyde på, at han er på par nummer 14 af samme model.

De to medlemmer af Sort Sol er yderst imødekommende og snakkesalige, selvom de lige har været på tur med Politiken til interview og fotosession i Marmorkirken i anledning af den nye udgivelse.

På pladen har de brugt både orgel og klokkespil fra den københavnske kirke.

- Hvad var det, de kaldte os? Husorkestret?, griner Lars Top-Galia.

- Hæ hæ, ja, det var det vist, siger Steen Jørgensen, der gennem hele interviewet mest supplerer Lars Top-Galias lange anekdoter med korte kommentarer og hæse gnæg.

Sort Sol skulle finde hinanden på ny

De viser ind i mixerrummet, der udgør forrummet til det studie, hvor pladen har taget form siden efteråret 2012.

De to rockmusikere sætter sig i hver deres kontorstol med høj ryg, smækker den ene sorte støvle over den anden og sætter gang i snakketøjet for først at slutte halvanden time senere – kun afbrudt af et par rygepauser.

Der er gået 16 år fra jeres seneste album til det nye. Hvorfor skulle der gå så lang tid?

Steen: Vi var nødt til at finde hinanden på ny, Lars og jeg. Og finde inspiration nogle andre steder.

Lars: Vi havde også lige en periode på fem år, hvor vi ikke lavede musik sammen overhovedet. Jeg var væk fra 2005 til 2010. Vi har både haft brug for at forlade hinanden og finde hinanden igen.

Steen: Det tog også tid, fordi vi ville lave en plade, der var markant anderledes, end den vi sluttede med i 2001 ('Snakecharmer, red.)

Udover Lars Top-Galia (i midten) og Steen Jørgensen (til højre) består Sort Sol også af trommeslager Tomas Ortved (til venstre). Han har ligesom Steen Jørgensen været med fra begyndelsen i 1977, da Sort Sol gik under navnet Sods. (Foto: Martin Bubandt)

Og den nye plade er her så nu. Den hedder ’Stor Langsom Stjerne’. Hvad er det for en plade?

Steen: Den er noget mere eksperimenterende end den forrige. Der er nogle ting, vi ikke har sluppet løs før. Det er ting, vi har haft liggende, som vi har haft lyst til at lave, men det er først nu, der var plads til og mulighed for at udføre det. Med den nye plade gør vi op med det rockorkester, vi på en eller anden måde altid har været. Det er meget væk fra guitar, bas og trommer.

Lars: Og ind med elektronik. Og mere elektronik.

Sangen fra bunden af Barentshavet

Et af de mere eksperimenterende numre på pladen hedder ’K-141 Kursk’, og det har anmelderne allerede lagt mærke til. Berlingskes anmelder kalder det for ”fremragende og angstfremkaldende på én og samme tid”.

Nummeret varer 10 minutter og 29 sekunder og er en fortolkning af det forlis, den russiske ubåd Kursk led i august 2000. Ubåden var på øvelse for at affyre et antal torpedoer, da der opstod en utilsigtet eksplosion på ubåden, der endte på bunden af Barentshavet. Alle om bord døde – men ikke alle lige med det samme.

Dette arkivbillede viser ubåden Kursk i maj 2000 - cirka tre måneder inden, den forliste på bunden af havet. Med 118 besætningsmedlemmer om bord. (Foto: STRINGER/RUSSIA)

På det tidspunkt befandt Lars Top-Galia og Steen Jørgensen sig på en ubådsstation på Holmen, hvor de havde 200 kvadratmeter til studie – med to meter armeret beton på alle sider. De var ved at lægge sidste hånd på albummet ’Snakecharmer’, da ”det her fuldstændigt horrible drama” udspillede sig, som Lars Top-Galia indlevende fortæller:

Lars: Katastrofen og klaustrofobien! Der var bankelyde dernede fra. Og der var den russiske nation, der nægtede at tage imod hjælp. Hele det der vanvittige drama! Steen og jeg blev meget grebet af det.

Steen: Ja!

Katastrofen og klaustrofobien! Der var bankelyde dernede fra. Hele det der vanvittige drama! Steen og jeg blev meget grebet af det

Lars Top-Galia

De brugte uforholdsmæssig meget tid på ubåds-research – tid, de burde have brugt på at indspille. Men det kom dem heldigvis til gode senere. En dag kom Steen Jørgensen og sagde til Lars Top-Galia, at han havde hørt, at der var fundet noter, som kaptajnen havde skrevet i bælgravende mørke, mens han og besætningen blot sad og ventede på deres endeligt.

Bandmedlemmerne på ubåden følte sig pludselig meget forbundne med kaptajnen. Og på ’K-141 Kursk’ er det endt med, at Steen Jørgensen reciterer hans afskedsbrev. De har også kaptajnens portræt hængende i en A4-fotokopi i studiet.

Steen: Ja ja, han hænger derinde. Familiegalleriet, du ved.

Men nummeret blev ikke til en på dag. Snarere 13 år. Det indeholdt så stærke kræfter, fortæller de, at de ikke var parate til at slippe det ud, da de fik ideen. De skulle et andet sted hen som band. Og så kom pausen. Og så sluttede pausen.

Den rette producer

Bandet drog på en omfattende turne med 50 koncerter i 2011, der blev overvældende godt modtaget. Og så kiggede Steen Jørgensen og Lars Top-Galia på hinanden og blev enige om, at hvis de skulle fortsætte med at turnere som Sort Sol, måtte de lave ny musik. Og nu var de parate.

Forløsningen fandt de i form af den amerikanske producer Randall Dunn. Han kom ind i billedet i 2012.

Randall Dunn er blandt meget andet lydmand for bandet Sunn O))), som Lars Top-Galia i 2005 overværede en ”fuldstændig groundbreaking koncert” med. Bandet er kendt for et enormt lydtryk, der ved koncerter kan give publikum næseblod og synsforstyrrelser og få dem til at kaste op, løbe væk og falde om.

Syv år senere, da Lars Top-Galia og Steen Jørgensen havde besluttet igen at lave musik sammen, kom Lars Top-Galia i tanker om Randall Dunn, som han straks ringede op. Produceren lavede lidt research på Sort Sol, som han var så begejstret for, at han med det samme bestilte en flybillet til Danmark for at indlede et samarbejde.

Inden Randall Dunn kom til København, var det lykkedes bandet at finde pulsen til sangen om Kursk.

Steen: Det skulle mærkes frem.

Med Lars Top-Galias ord skulle de uendelig meget elektronik igennem og ”jeg ved ikke hvor mange hundrede kredsløb” for at finde den rette lyd. Guitaristen købte sig – som sædvanligt - fattig i effekter, og lige pludselig var den der. Den forfærdeligt problematiske pedal, der gav nummeret et perfekt uregelmæssigt hjerteslag.

Lars: Det er ikke en lyd, men en måde at behandle lyden på, der skruer den fra og til. Den sætter en rytmik ind i guitarakkorden, så den ikke siger daaaaaauuuuun, men da-a-u-aa-a-uunnn.

Randall Dunn kunne lide, hvad han hørte. Han hjalp med at arrangere nummeret, der blev en realitet i 2013 – og som kan høres på den nye plade.

Det har altid lydt vanvittigt godt med en lidt moden stemme over for en klar, yngre kvindestemme

Steen Jørgensen

Men nummeret er måske ikke så radioegnet?

Steen: Det har jeg svært ved at forestille mig, at det ikke skulle være. Hvorfor ikke? Sig det til redaktionen derinde: Spil det! Altså hvad er problemet? Ha ha.

Lars Top-Galia fortæller, at Sort Sol denne gang har lavet en plade, som de selv har finansieret, og hvor de selv har bestemt alt. Ingen har vidst, at den var undervejs, og det har givet en stor frihed, supplerer Steen Jørgensen. Og de ville absolut ikke stå og skylde noget pladeselskab, at der skulle være tre hits!

Dyb manderyst og ung kvindestemme

På pladen har I udover Randall Dunn en række andre samarbejdspartnere, hvoraf de kvindelige i jeres pressemateriale bliver kaldt for ”håndplukkede muser”…

Lars: Ha ha! Jo, det er da rigtigt.

Steen: Okkyung Lee er for eksempel en fuldstændig vidunderlig cellist.

Lars: Alle dem, der er med, er valgt, fordi de bidrager med en bestemt rolle – og ikke for at få et navn med. Vi kan også nævne Chelsea Wolfe og Lydmor, der begge synger duet med Steen.

Steen: Det bliver ikke bedre! Det har altid lydt vanvittigt godt med en lidt moden stemme over for en klar, yngre kvindestemme, ha ha.

Lyden af en stor, langsom stjerne

’K-141 Kursk’ var det første nummer, der var klar, og det satte en anden standard for pladen, siger Sort Sol selv, der af samme grund kasserede en række deciderede rocksange, de havde skrevet, som ikke længere passede ind. Hvilken genre, de nu opererer inden for, vil de helst ikke selv definere. Lars Top-Galia karakteriserer i stedet pladen ud fra dens titel.

Lars: Lyden er meget godt rammet ind af pladens titel, ’Stor Langsom Stjerne’. Det er sådan, jeg synes, at pladen lyder.

Steen: Nu skal vi altså lige ryge! Skal du selv have en smøg?

Efter rygepausen fortæller de to ud af bandets tre medlemmer, om den turné de lige har været på, hvor publikum har fået flere af de nye sange at høre. Og det er, som Lars Top-Galia bemærker, ikke sådan man gør, hvis man vil have en sal, der står og hopper. De nye numre blev af publikum modtaget med åben mund og polypper, siger han.

Lars: Jeg kunne mærke, at noget af materialet kommer til at dele vandene. Der er nok nogle, der ikke ønsker at tage den plade ind lige med det samme.

Steen: Vi var jo selv i granatchok, da vi spillede det første gang.

Lars: Det nye materiale er jo afleveret med nerver, og det er der noget særligt ved. Det står ligesom og sitrer af nervøsitet.

Steen: Sods’ første plade blev anmeldt i Information med én anmeldelse for og én imod.

Lars: Det her kunne også godt være sådan en plade.

Sort Sol

  • Dansk rockorkester. Dannet af Steen Jørgensen i 1977 under navnet Sods. I 1983 skiftede bandet navn til Sort Sol. Bandet kan i år fejre 40 års jubilæum.
  • Sort Sol har haft skiftende besætninger med Steen Jørgensen (vokal) som bastion. Tomas Ortved (trommer) var også med fra begyndelsen. I dag består bandet desuden af Lars Top-Galia, der har været med siden 1985 - dog med en pause på fem år.
  • ’Stor Langsom Stjerne’ er Sort Sols tiende studiealbum – det første i 16 år.
  • Orkestret står bag numre som ’Let your fingers do the walking’ og 'Rhinestone'.
  • Sort Sol har vundet ti DMA-priser og modtog i 2016 Pionerprisen ved Årets Steppeulv.
  • Af mange anset for at være det mest betydningsfulde rockband i Danmark gennem mere end tre årtier.

Pladen ’Stor Langsom Stjerne’ udkommer i dag, 19. maj. Til sommer spiller Sort Sol blandt andet på Roskilde, Heartland, Tinderbox, Northside og Smukfest.