Stjernerne valfarter til Danmark: 14 koncerter for enhver smag

De internationale topnavne har ikke glemt Danmark, og 2016 tegner til at blive et stærkt år for den danske koncertscene.

Det er blandt andet popsensationen Justin Bieber, divaen Mariah Carey og bandet 5 Seconds of Summer, der giver koncert i Danmark i løbet af året. (© (c) Getty images)

I går vågnede vi til nyheden om, at Beyoncé giver koncert i Danmark til sommer, og i aften er det Disclosure, der står for musikken i Tap1.

Mod forventning er kalenderen allerede godt fyldt op af koncerter med store internationale navne.

Sidste år var udsigterne nemlig anderledes mørke:

- Der var ikke meget konkret på bordet. Men nu tegner det i stedet til, at 2016 går amok og bliver et af de bedste år i meget lang tid, når det gælder koncerter med store internationale navne, fortæller Jesper Christensen, administrerende direktør for Live Nation i Danmark, til Jyllands-Posten.

Derfor giver vi dig her en oversigt over de største udenlandske navne, som - indtil videre - har meldt deres ankomst i Danmark, og ikke mindst hvilke koncerter, der fortsat er billetter til.

1. Ellie Goulding

Ellie Goulding - On My Mind

I november udgav britiske Ellie Goulding albummet ’Delirium’, og med det i bagagen lægger hun vejen forbi København om knap en måned. Du kan stadig nå at sikre dig en billet til koncerten.

Hvor? Forum

Hvornår? 5. marts

2. Mariah Carey

Mariah Carey - Infinity

Der er også stadig billetter at få til popdivaens danske koncert, der er en del af hendes ’The Sweet Sweet Fantasy Tour’. Mariah Carey udgav sidste år albummet '#1 to Infinity'.

Hvor? Forum

Hvornår? 29. marts.

3. Janet Jackson

Janet Jackson - Unbreakable (Audio Stream)

Kan du ikke få nok af pop, så kan du også stadig få fingre i billetter til Janet Jacksons ’The Unbreakable Tour’. Hun udgav sidste år nyt album.

Hvor? Forum

Hvornår? 30. april.

4. Adele

Adele - Hello

Helt udsolgt er derimod Adeles danske koncerter. Billetterne til den storsælgende sangerindes to danske koncerter blev revet væk samme dag, som de blev sat til salg.

Hvor? Forum og Jyske Bank Boxen

Hvornår? 3. og 4. maj

5. Mumford & Sons

Mumford & Sons - Ditmas

Indie-rockgruppen besøger også Danmark to gange i løbet af 2016. Den første koncert i København er allerede udsolgt, mens der er ledige billetter i Aarhus.

Hvor? Forum og Amfiscenen i Århus

Hvornår? Henholdsvis den 12. maj og den 28. juni

6. 5 Seconds of Summer

5 Seconds of Summer - She Looks So Perfect

Det australske punk-pop band har mange unge kvindelige fans, og til dem er der godt nyt. Der er nemlig fortsat ledige billetter til bandets to koncerter i Herning og København.

Hvor? Jyske Bank Boxen og Forum

Hvornår? Henholdsvis den 28. og den 29. maj.

7. Muse

Muse - Mercy [Official Music Video]

Sidste år udgav det britiske band sit syvende studiealbum ’Drones’, og til juni kommer de forbi Danmark på deres ’The Drones World Tour’. Billetterne er imidlertid allerede revet væk til begge koncerter.

Hvor? Forum

Hvornår? 8. og 9. juni.

8. AC/DC

AC/DC - Highway to Hell

Når det populære rockband fra Australien besøger Aarhus, bliver det til en fyldt koncertsal. Billetterne er nemlig allerede udsolgt.

Hvor? Ceres Park, Aarhus.

Hvornår? 12. juni.

9. Iron Maiden

Iron Maiden - Speed Of Light (Official Video)

Du kan stadig nå at komme med, når heavy-legenderne i Iron Maiden giver koncert i Jyske Bank Boxen. Der er nemlig stadig billetter til salg.

Hvor? Jyske Bank Boxen

Hvornår? 21. juni

10. Coldplay

Coldplay - Hymn For The Weekend (Official video)

Da Coldplay annoncerede, at de til sommer giver koncert i Telia Parken, gik der kun 35 minutter, før alle 45.000 billetter var solgt. Så det vakte glæde, da der blev fundet tid til en ekstrakoncert dagen efter. Den er dog også udsolgt nu.

Hvor? Telia Parken

Hvornår? 5. og 6. juli.

11. Rihanna

Rihanna - American Oxygen

Rihanna tager amerikanske The Weeknd med, når hun til sommer gæster København. Koncerten finder sted på Refshaleøen, og mon ikke hun også giver et par numre fra sit nye album ’Anti’? Hun spiller i øvrigt også på Smukfest i august.

Hvor? Refshaleøen

Hvornår? 7. juli.

12. Beyoncé

Beyoncé - 7/11

Beyoncés gæsteoptræden under halvlegen ved Superbowl har trukket mange overskrifter, og det samme har annonceringen af hendes nye tour, der også bringer hende til Danmark. Billetterne bliver sat til salg den 22. februar kl. 10.

Hvor? Telia Parken

Hvornår? 24. juli

13. Justin Bieber

Justin Bieber - What Do You Mean?

Som en del af sin ’Purpose World Tour’ kommer den canadiske stjerne Justin Bieber forbi Danmark igen. Denne gang er Telia Parken i København, der får æren af at huse popsensationen. Billetterne blev dog udsolgt kort tid efter, at de blev sat til salg.

Hvor? Telia Parken

Hvornår? 2. oktober.

14. The Cure

The Cure - Friday I'm In Love

80’erne kommer til Danmark, når The Cure til oktober lægger vejen forbi Forum som en del af deres første egentlige turne siden 2008. Billetterne til 80’er-festen er dog allerede udsolgt.

Hvor? Forum

Hvornår? 14. oktober.

Justin Bieber, Beyoncé, Adele og Rihanna er blot nogle af de superstjerner, der kommer forbi Danmark i år.

Opslået af DR Nyheder på 9. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve