Tema P3 Guld 2017

Topløs Burhan G og vred prisvinder: Se 5 af de vildeste guld-øjeblikke

P3 Guld har altid været garant for fede liveoptrædener. Men showet har også leveret en række mindeværdige 'what the fuck'-øjeblikke. Vi ser på fem af de mest opsigtsvækkende.

Burhan G fremviste alle sine talenter, da han hyldede idolet Prince under P3 Guld 2016. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Alt kan ske, når man sender live-tv!

Hvem husker ikke, da Warren Beatty tidligere i år udråbte den forkerte vinder ved Oscar-uddelingen?

Da Justin Timberlake blottede Janet Jacksons bryst under Super Bowl-showet i 2004?

Eller da teknikken gik ned midt under et X Factor-show, og seerne pludselig blev indlagt til en biologilektion om terner?

Jo, live-tv byder i dén grad på uforglemmelige tv-øjeblikke, og det gælder i særdeleshed også P3 Guld.

De seneste 16 år har P3 Guld-showet først på radioen og siden på tv fået danskerne til gang på gang at næsten tabe kæben i ren forbavselse eller begejstring.

I anledning af, at 2017-udgave af P3 Guld bliver sendt på DR3 i aften fra klokken 21, ser vi tilbage på fem af de største 'what the fuck'-øjeblikke fra showets historie.

Se Burhan G optræde med Prince-Medley til P3 Guld 2016

Burhan hylder Prince med episk optræden

2016 var et sorgens år for musikken.

Store ikoner som David Bowie, Leonard Cohen, George Michael og Prince åndede ud.

Sidstnævnte valgte man at hylde ved sidste års P3 Guld-show. Til hyldesten havde man indkaldt manden med Danmarks mest fugtige læber og den måske mest cremede stemme - Burhan G.

Og når Burhan G skal hylde Prince, så hylder Burhan G Prince!

I næsten otte minutter væltede en halvnøgen Burhan Koncerthuset - og hele internet-Danmark, som kastede sig over tasterne i iver for at kommentere på den alt andet end ydmyge optræden.

Og ja; Burhan Gs Prince-medley kan sagtens ses igen og igen, så bare læn dig tilbage og nyd det!

Mø vinder P3 Prisen ved P3 Guld 2014

Mø går i chok over møde med idol

Sangerinden Mø har aldrig lagt skjul på, at hun er stor fan af hedengangne Spice Girls, og hun har da også lavet sin helt version af kryddersildenes hit 'Say You'll Be There'.

Derfor var det også lidt af et scoop, da DR i 2014 havde fået ingen ringere end Melanie C – aka Møs favorit Sporty Spice – til dukke op til P3 Guld og uddele hovedprisen til netop Mø.

Møs reaktion, da det går op for hende, hvad der skal til at ske, er uforglemmelig, og hendes ansigt formår at vise alle nuancer af et vaskeægte 'what the fuck'-øjeblik.

Se Xtra Naans optræden til P3 Guld 2015

Rapper malker sig selv på scenen

Et af de vel nok største 'what the fuck'-øjeblikke stod hiphopgruppen Xtra Naan for ved P3 Guld 2015.

Et festfyrværkeri af deres største hits endte bogstaveligt talt i den helt store udløsning, da Peder Pedersen under nummeret 'Malk mig' som den mest naturlige ting i verden valgte at malke sig selv.

Med sit underliv forklædt som et stort yver tømte han sig selv i et glas, mens Tue Track og Simon Bonde rappede sangens omkvæd 'Malk mig som en ko, som en stor flot ko'.

Der er vist ikke så meget andet at sige end 'muuuh'!

Se Saveus optræde ved P3 Guld 2015

Manden i mørket tager fusen på alle

Under P3 Guld i 2015 præsenterede et af det års værter, Sara Bro, på kryptisk vis den på det tidspunkt fuldstændig ukendte kunster Saveus.

For at bevare mystikken lagde Saveus ud med at fremføre sit nummer i fuldstændig mørke – lige indtil han pludselig stod badet i lys, og alle kunne se, at Saveus var lig med Martin Hedegaard, der vandt den første udgave af X Factor herhjemme i 2008.

Martins optræden den oktober-aften i Koncerthuset blev modtaget med en hel sal fuld af 'hvad skete der lige der'-blikke og siden også med stående klapsalver.

Et legendarisk comeback!

(Foto: BENT MIDSTRUP © sCANPIX)

Prisvinder beder publikum om at lukke røven

P3 Guld blev sendt første gang i december 2001 – og dengang kun i radioen.

Priserne var mange, og flere kommercielle kunstnere som Safri Duo og Erann DD hev priser hjem på en aften, hvor fremadstormende Saybia og Swan Lee vandt de to største priser.

Men så var der også Christian Brøns.

Den tidligere 'Big Brother'-deltager havde hittet massivt hele året med debutsinglen 'Du kan gøre hvad du vil', og ved P3 Guld modtog han så prisen for P3 Lytterhit.

Mens Christian Brøns stod på scenen, råbte en blandt publikum noget negativt efter ham, hvilket fik ham til at svare igen:

- Til dig, og til alle jer andre, som synes, jeg er en talentløs idiot; Jeg synes, I skulle lukke røven og så komme ind på Vega den 25. januar. Så ses vi der!

Hvad der sker til P3 Guld 2017 i aften, kan kun tiden vise.

Men vi lover, at det bliver et brag af en fest med masser af fed livemusik - så se med på DR3 fra klokken 21.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve