Tema P3 Guld 2017

Unge musikere i direkte duel: De skal kæmpe om hovedprisen ved P3 Guld

Kampen om en af landets mest prestigefyldte musikpriser, P3 Prisen, bliver i år et direkte opgør mellem rapperen Kesi og den elektroniske hiphopduo Benal.

Benal og Kesi er nomineret til P3 Prisen 2017. (© Pressefotos)

De har begge tidligere været nomineret til P3 Talentet, og de har begge været P3's Uundgåelige i år.

Fredag den 22. september kan enten Kesi eller duoen Benal så sætte en foreløbig trumf på deres musikalske karriere, når én af dem vinder P3 Prisen.

Kesi og Benal er nemlig de to nominerede til hovedprisen ved det traditionsrige P3 Guld-show.

Om de to nominerede til P3 Prisen siger musikredaktør på P3, Mathias Buch Jensen:

Benal består af Benjamin Hav (tv.) og Albert Wanscher (th.). Duoen var tidligere i år P3's Uundgåelige med nummeret 'Uh Babe'. (© Pressefoto)

Benal

- Der står 'UNIK' med store bogstaver ud over Benal. Der er ingen som dem.

- Parringen af Alberts elektroniske produktioner og Benjamins pågående og billedskabende rap skaber noget helt særligt, som dunker i både krop, hjerte og hjerne.

- Benal er under konstant udvikling og virker som en utæmmelig størrelse, du ikke helt kan regne ud. En størrelse, der er ved at skyde sig ud af undergrunden og op til overfladen.

Benal - Uh Babe

P3-værter overrasker Benal med P3 Guld-nominering

Kesi udgav sin debutsingle i 2011 og har siden da haft et hav af hits. Tidligere i år var han P3's Uundgåelige med hittet 'Mamacita'. (© Pressefoto)

Kesi

- Kesi har det seneste år oplevet en opadgående kurve, der ikke ser ud til at knække foreløbig. Han har udviklet sig helt vildt og er for hvert eneste nye nummer gået et trin op. Det er meget imponerende.

- Kesi evner som få at lave hits til gaden, dansegulvet og radioen. Fra at være en, man associerede med at være en del af et slæng, er han trådt helt i karakter som solist og har fundet sin egen plads i spændingsfeltet mellem pop og rap.

- Han er efter min bedste overbevisning en af sin generations største stjerner.

Kesi feat. Benny Jamz - Mamacita

P3-værter overrasker Kesi med P3 Guld-nominering

Ud over hovedprisen uddeles også P3 Talentet, hvor Soleima, Hugo Helmig og Noah Carter er nomineret, og P3 Lytterhittet, hvor de fire endeligt nominerede afsløres i morgen, fredag.

P3 Guld sendes på DR3 fredag den 22. september klokken 21.

Tidligere vindere af P3 Prisen

  • 2016: Karl William
  • 2015: Ukendt Kunstner
  • 2014: Mø
  • 2013: Marie Key
  • 2012: When Saints Go Machine
  • 2011: Fallulah
  • 2010: I Got You On Tape
  • 2009: Veto
  • 2008: Dúné
  • 2006 (november): Mikael Simpson
  • 2006: (januar): Tina Dickow
  • 2005: Peter Sommer
  • 2003: Baby Woodrose
  • 2002: Swan Lee
  • 2001: Saybia

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve