Venner og musikkollegaer hylder den danske verdensklassetrompetist Palle Mikkelborg, der fylder 75 år i weekenden.

- Inden for jazzen er der så mange anekdoter, at de nogle gange fylder mere end selve musikken. Sådan er det ikke med Palle, han er større end anekdoter, siger Master Fatman, da han skal forsøge at sætte et par ord på den danske trompetlegende.

- 80% af mig handler om hvilken slags tøj og solbriller, jeg har på. Men med Palle Mikkelborg, er musikken større end alt andet, siger Fatman, der blandt andet er kendt som musikconnaisseur og fast vært på P8 Jazz.

Miles Davis og Palle Mikkelborg

Palle Mikkelborg har et musikalsk cv af dimensioner, men hans indspilning med verdens nok mest kendte jazzmusiker, Miles Davis, står stadig som et højdepunkt. Aura, hedder pladen, der udkom i 1989. Palle Mikkelborg skrev musikken som en hyldest til Davis, som tog turen hele vejen til København for at indspille den – blandt andet sammen med DR Big Bandet. Og hvis man skal tro Fatman, slog det gnister i studiet på Østerbro.


- Det er modsætninger, der mødes! Palle, der er verdens sødeste, rareste, flinkeste, mest bevidsthedsudvidende menneske, der møder en mean motherfucker, siger Fatman begejstret.

- Hvis jeg mødte Miles Davis ville jeg ikke turde sige hej. Hvis jeg møder Palle Mikkelborg, så krammer vi, slutter Fatman.

Se hele Master Fatmans hyldest til Mikkelborg i playeren overfor, og vær med på søndag, når DR Big Bandet med gæster hylder Palle Mikkelborg i Koncertsalen i DR Koncerthuset. Hele koncerten livestreames direkte på drkoncerthuset.dk med optakt fra klokken 19.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve