Netflix vil give videoudlejning dødsstødet

Netflix’ indtog på det danske marked betyder på lang sigt et farvel den klassiske videoudlejning, siger ekspert.

For fremtiden bliver det kun nostalgikere der henter de seneste film i den lokale kiosk eller videoudlejning.

Videotjenesten Netflix' indtog på det danske marked, betyder nemlig, at det bliver markant lettere at leje og film og serier i fremtiden, og det vil i sidste ende betyde, at de klassiske udlejningssteder som Blockbuster vil uddø.

Videokiosken vil uddø

Det fortæller Peter Reinholdt Poulsen, analysekonsulent for Retail Institut Scandinavia, som analyserer forbrugertrends i Danmark.

- De klassiske udlejningssteder kommer ikke til at overleve. Det er svært at sige, hvor lang tid der går, før det kommer til at ske, men der er ingen tvivl om, at fremtiden for videoudlejning er digital, siger Peter Reinholdt Poulsen.

Fordelene ved digital videoudlejning er åbenlyse, mener han.

Det er mange gange lettere, at leje en video eller serie hjemmefra end fra den lokale Blockbuster eller kiosk. Man behøver ikke lette sig fra sofaen eller bekymre sig om aflevering af filmen. Det sker automatisk, forklarer Peter Reinholdt Poulsen.

Stadig et åbent marked

Tidligere på året annoncerede tv-distributøren YouSee, at de er på vej med en abonnementsbaseret videotjeneste som Netflix', og ifølge Peter Reinholdt Poulsen er markedet for digital videoudlejning da også noget som der kan blive meget konkurrence om.

- Hvis Netflix havde været markedsdominerende fra starten, ville det nok være svært for andre at komme til. Men det er jo slet ikke tilfældet, så jeg vil mene, markedet stadig er helt åbent.

Blocbuster skal sadle fuldstændig om

Han påpeger, at en videoudlejningskæde som Blockbuster stadig kan nå at redde livet herhjemme, hvis de formår at omstille sig radikalt.

- Blockbuster skal gøre op med deres nuværende format, og finde ud af hvordan de bliver digitale. For det er et spørgsmål om tid, før det gamle videokort ryger i skraldespanden, siger Peter Reinholdt Poulsen.

  • Print
  • Del artiklen: