Nu kan Lady Gaga fans glæde sig: Giver koncert til februar

Efter en aflysning i september kan de danske fans af Lady Gaga nu se frem til februar, hvor de får mulighed for at opleve deres idol.

Lady Gaga kommer til Danmark til Februar, hvor hun giver koncert i Royal Arena (Foto: MARK BLINCH © Scanpix)

I slutningen af september oplyste den internationale popstjerne Lady Gaga, at hendes koncert 21. oktober i København blev udskudt på grund af sygdom.

De skuffede fans, der havde købt billet til at se Lady Gaga på dansk jord, får dog en ny chance.

Live Nation, der er arrangør på popstjernens turné, oplyser, at Lady Gaga 17. februar spiller i Royal Arena i København.

Kunstneren oplyste i forbindelse med sin aflysning, at hun skal bruge nogle uger på at komme sig fra sin sygdom. Kunstneren har tidligere løftet sløret for, at hun lider af den kroniske sygdom fibromyalgi.

Sygdommen giver kroniske muskel- og ledsmerter sammen med træthed. Fibromyalgi kan ikke helbredes.

Hendes turné i Europa skulle starte 21. september i den spanske by Barcelona. Sidste planlagte koncert var 28. oktober i Köln i Tyskland.

I stedet vil hun begynde sin turné i Europa 14. januar i Barcelona. Hun slutter med en koncert 23. februar i Berlin.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve