Nu skal årets bryster kåres ved reality-prisfest

Ny prisuddeling vil hædre dansk reality-tv og kårer både 'Årets bedste bryster' og 'Årets skandale'. Ifølge arrangør mangler reality-tv at blive hyldet.

Hvem var egentlig årets scoring i 2013 inden for reality-tv?

Var det Anna og Kasper fra Paradise Hotels 2013-sæson? Eller var det Stolle og Nathjas gentagne scoringer fra samme program?

Det vil en ny prisuddeling afgøre.

For selvom mediebranchen fejrer sig selv med 121 årlige årlige priser, mener folkene bag den nye prisuddeling, at én gruppe i mediebranchen mangler at blive fejret: reality-tv.

Derfor har den tidligere reality-deltager i Paradise Hotel, Peter Birch, sammen med Kit Nielsen, der er manager og stylist for en række kendte, arrangeret en prisuddeling for reality-tv, Reality Awards.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er awards for alting nu om dage, og jeg synes, det var underligt, at der ikke var en for reality-tv, for det fylder så meget i det danske samfund og så meget i medierne. Og jeg synes ikke, der er nogen, der hylder os, så derfor synes jeg, vi skulle lave sådan en award, siger Peter Birch til DR Kultur.

Reality-deltagere bliver overset

Ifølge Peter Birch bliver reality-deltagerne ikke værdsat nok. Til uddeling af tv-branchens priser under TV-festivalen er det klippere og tilrettelæggere, der bliver hædret, mens deltagerne bliver overset.

- Min personlige holdning er, at det er deltagerne, der sørger for, at produktet bliver en succes. Det er ligesom, hvis Rasmus Seebach skal modtage en pris for et album - så er det jo heller ikke produceren eller pladeselskabsmanden, der modtager prisen, siger han.

'Årets bedste bryster'

Reality Awards hædrer årets realitystjerner 12. marts på Bremen Teater i København. En jury, der blandt består af journalister, der beskæftiger sig med reality-tv, står for at skulle uddele 13 priser, mens publikum står for at bestemme, hvem der skal vinde yderligere tre priser.

Blandt de i alt 16 priser er 'årets bedste bryster', 'årets bedste scoring', 'årets bedste produktion' og 'årets bedst klædte reality deltager'.

Jurymedlem: reality fortjener prisshow

Ditte Okman, der er radiovært på Radio 24Syvs Weekendtillægget, er et af jurymedlemmerne til Reality Awards. Ifølge hende giver det god mening at lave en prisuddeling alene for reality-tv.

- Man kan ikke komme uden om, at der er en voksende realitygenre, som efterhånden har bredt sig på alle kanaler fra DR til Kanal 4 og TV3. Derfor fortjener reality selvfølgelig at have sin egen pris ligesom musik, film og journalistik også har, siger hun til DR Kultur.

Men hvorfor er det vigtigt, at præmiere eksempelvis 'årets bedste bryster'?
- Det ved jeg ikke, det er ikke mig, der har lavet kategorierne. Men hvis folk ikke bryder sig om det, kan de jo lade være med at se det. Det handler jo om at hylde en genre og dyrke en genre. Det er underholdning, og man behøver ikke tage det for mere, end det det er.

Arrangør: brystkategorien er oplagt

Ifølge Kit Nielsen er 'Årets bedste bryster' med som kategori for at gøre Reality Awards til en sjov og skæv aften.

- Vi har kategorier som 'årets bedste bryster' og 'Årets skandale' med fordi, vi synes, det er sjovt, og hele vores intention med prisuddelingen er at skabe en sjov aften. Der er rigtig mange reality-deltagere, der eksempelvis har fået lavet bryster, og de bliver vist ret meget frem, så derfor var det en oplagt kategori, siger hun til DR Kultur.

'Årgang 0' kan også vinde

Selv om en del af de nominerede reality-tv-stjerner højst sandsynligt vil komme fra tv-programmer som Paradise Hote' og Big Brother, vil helt andre programmet også kunne blive nomineret.

- I samarbejde med juryen er vi blevet enige om, at definere reality-tv programmer, hvor almindelige mennesker viser deres privatliv. Derfor hører eksempelvis Gift ved første blik og Årgang 0 også med i definitionen, siger Kit Nielsen, der også er medarrangør af prisshowet, til DR Kultur.

Prisuddelingen priser

De nominerede realityprogrammer og -deltagere er endnu ikke offentliggjort, men priserne, der kan vindes er:

Årets bedste taktiker

Årets brandert

Årets skandale

Årets bedste produktion

Årets forside/pressehistorie

Årets bedste bryster

Årets sociale mediebruger

Årets bedste reality-drama

Årets bedst klædte reality-deltager

Årets bedste scoring

Årets bedste realitypar

Årets bemærkning

Årets ærespris

  • Print
  • Del artiklen: