Ny børnekrimi gør op med ungpigekultur

I dag udkommer en børnekrimi om pigen Esme, der ifølge forfatteren skal vise de unge piger, hvordan en handlekraftig og modig pige kan ændre verden.

Krimibølgen er ikke kun forbeholdt de voksne. Nu er en helt ny, dansk børnekrimi på gaden.

Det er debutanten Bodil El Jørgensen, som er forfatteren bag. Hun vandt en krimikonkurrence på Gyldendal med sin serie 'Esme & Igor', som er krimibøger for 8-12-årige drenge og piger.

Nu udkommer første bog i serien 'Tredje time efter midnat'.

Inspireret af voksnes femi-krimi

- Der findes mange historier om diamanttyve og børn, der laver et detektivbureau. Og derfor lod jeg mig inspirere af de voksnes femi-krimier, hvor man har en kvindelig journalist i hovedrollen, fortæller Bodil El Jørgensen.

'Esme og Igor'-serien handler om pigen Esme, der laver skoleblad og diskuterer med skolelederen. Skolelederen vil nemlig gerne have, at bladet skal handle om skolen, mens Esme vil have, at det skal handle om alle de spændende ting, der sker ude i verden. Og så går hun i gang med at opstøve nyheder sammen med sin ven og fætter Igor som den forsigtige hjælper.

Kampen for retfærdighed

At Bodil El Jørgensen har valgt en stædig og sandhedssøgende pige med ben i næsen og journalistinteresser som hovedpersonen, der kæmper for retfærdigheden frem for en amatørdetektiv, er ikke tilfældigt.

- Jeg vil især gerne give pigerne et indtryk af, hvad der sker, når man engagerer sig 100 procent i noget. Vi er omgivet af en meget kontrolleret ungpigekultur, hvor pigerne skal være perfekte og se godt ud. Esme er ligeglad med den slags. Hun er først og fremmest interesseret i, hvor spændende verden er, og så er hun interesseret i at skabe retfærdighed og orden i verden. Og sørge for at dem som har gjort noget forkert bliver straffet, og dem som er i nød får hjælp, fortæller den debuterende forfatter.

Første del af Bodil El Jørgensens nye krimiserie 'Esme & Igor' hedder 'Tredje time efter midnat og udkommer i dag på Gyldendal. Der er planlagt 5-6 bind i serien.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532f98706187a21b2cf17410

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve