Ny Danmarkskanon skal skabe kulturdebat: Her er 3 kendte danskeres forslag

Den danske kulturarv skal italesættes, og derfor har kulturminister Bertel Haarder søsat en ny Danmarkskanon. Her giver tre kendte danskere deres bud på kanonemner.

Blandt andre Rikke Øxner, Annette Heick, og Farshad Kholghi har i dag deltaget i et idéseminar med kulturministeren for at finde frem til, hvad der skal i den nye danmarkskanon. (© (c) Scanpix)

Fra højeskolekulturen, over andelsbevægelsen og til kvindebevægelsen.

Den danske kulturarv er ikke blot tykke bøger og gamle bygninger. Tværtimod, så er den også at finde i de vaner, traditioner og værdier, som er en del af vores hverdag.

Det er i hvert fald tanken bag kulturministerens nye projekt: Danmarkskanonen.

Danmarkskanonen

Danmarkskanonen er et projekt, som er igangsat af kulturminister Bertel Haarder. Formålet er at skabe dialog omkring den immaterielle danske kultur, der i form af vaner, traditioner og tankesæt former danskerne. Nævnte eksempler er blandt andet højskolekulturen, andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen.

Det er meningen at Danmarkskanonen skal blive til i samarbejde med befolkningen, og at alle skal have mulighed for at bidrage til debatten.

For det er kulturen, der er det bedste værn mod radikalisering, har kulturminister Bertel Haarder givet udtryk for i et interview til Jyllands-Posten, hvor han også kalder den nye Danmarkskanon ”et dannelsesprojekt”.

I dag blev projektet for alvor søsat under et officielt idéseminar. Her bidrog danske kulturpersonligheder med deres bedste idéer til den nye kanon.

Men hvad skal en ny Danmarkskanon rumme? Og hvordan får man befolkningen med?

Annette Heick, Rikke Øxner og Farshad Kholghi har alle tilbragt deres dag på kulturministerens seminar, og her deler de deres bedste bud til Danmarkskanonen.

1. Annette Heick, tv-vært, skuespiller og klummeskribent

(Foto: henning Bagger © sCANPIX)

Hvad synes du skal med i Danmarkskanonen?

- Jeg synes humor skal på. Vi har en meget speciel form for humor i Danmark, som jeg godt kan lide.

- Jeg tog en tegning med af Wulff-Morgenthaler, fordi jeg synes, vi er utroligt heldige, at vi kan have sådan noget som bidende satiriske tegninger eller selvironi - for den sags skyld.

Tror du, at kanonen kan have en effekt?

- Dér, hvor jeg personligt synes at en kanon er interessant, det er det her med at få defineret nogle ting, hvor man kan sige at ”det er sgu dansk”. Jo mere enige vi er om, at sådan her ser danskheden ud, jo nemmere har vi også ved at gøre os tydelige i forhold til andre.

Hvordan får man befolkningen med?

- Det bliver som altid smaddersvært. Men en blanding af sociale medier og at være til stede nogle af de steder, hvor der måske ikke er nogen, som så tit er ude – der var blandt andet nogen, der nævnte at lave kanonmøder i ghettoerne.

2. Rikke Øxner, direktør, Aarhus Festuge

(Foto: Dennis Lehmann © sCANPIX)

Hvad synes du skal med i Danmarkskanonen?

- Jeg selv er forfalden til at synes, at det er interessant det, der er i den danske fællesskabstanke. Dét, der både er i andelsforeninger og højskolebevægelser, frivilligheds-Danmark og festival-Danmark.

Tror du, at kanonen kan have en effekt?

- Det interessante er ofte den proces, som man har, når man taler sig frem til det. For dialogen omkring hvad der er vigtigt, er for mig nogle gange næsten mere interessant end resultatet.

- Jeg tror, at hvis man er sikker i sine egne værdier, så bliver man ikke utryg af andre værdier.

Hvordan får man befolkningen med?

- Man skal ud og gøre det relevant på mange forskellige måder, fordi folk debatterer på forskellige måder. Man skal sørge for at angribe det mange steder og meget gerne i nogle blandingsformer

3. Farshad Kholghi, debattør, skuespiller og foredragsholder

Skuespiller og forfatter Farshad Kholgi. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN)

Hvad synes du, der skal med i Danmarkskanonen?

- Personligt håber jeg, at vi kommer til at have med demokratisk dannelse at gøre. Hvor man gennemgår, hvad det er, der har skabt det her samfund.

- Lige nu er det vigtigt på grund af den globaliserede verdenssituation, og fordi vi har et stort antal flygtninge, der kommer fra lande, hvor de ikke har fået demokratisk dannelse med ind med modermælken. Og hvis ikke de kender reglerne i et demokratisk samfund, så får vi store problemer i fremtiden.

Tror du, at kanonen kan have en effekt?

- Det er et procesarbejde, og forhåbentligt er det med til at skabe masser af debat rundt omkring i landet: I hjemmet, på arbejdspladserne og i skolerne.

- Den måde, den kan hjælpe på, er hvis man virkelig bruger den. Hvis man debatterer den konstant, og hvis man sætter pris på den.

Hvordan får man befolkningen med?

- Jeg synes, at det man skal gøre, er ikke bare at gøre det til en elitær diskussion. Når man taler om det, skal det være på et niveau, hvor alle kan være med: Det skal være billedligt, det skal være fængende, forklarende, sjovt og man kan lige så godt bruge ironi og dansk humor.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve