Odense tager første skridt på vejen til nyt H. C. Andersen-hus

H. C. Andersens hjemby skal have et eventyrhus, som hylder byens digter. Første skidt blev taget i dag, og man forventer, at huset kan stå færdigt i 2018.

Et af inspirationsforslagene er at lave en udstillingsbygning med en have i midten. (© Transborder Studio)

Odense vil bygge et nyt, stort eventyrhus, der skal hylde den fynske digter H. C. Andersen, og som skal tiltrække internationale turister.

Huset skal hedde House of Fairytales og skal ligge i Odenses bymidte.

En dommerkomité har udvalgt tre idéer til det nye byggeri, som skal fungere som inspiration for den endelige arkitektkonkurrence.

- Vi har valgt de tre vindere, fordi vi gerne vil give inspiration til, hvad det kan indeholde. Vi vil gerne have det bliver ikonisk og får stor værdi, og at det bliver noget, folk kan huske, siger stadsdirektør i Odense Kommune, Jørgen Clausen til P1 Morgen.

Hus med magisk have

Han fortæller, at det kommende hus skal passe til det underspillede, som også er et af kendetegnene i H. C. Andersens eventyrer, men som alligevel udvikler sig til noget stort, jo mere man fordyber sig i det.

Desuden skal der laves en slags magisk have, som skal fungere som et grønt område tæt ved det nye hus.

Der er allerede et museum i H. C. Andersens barndomshjem, men alligevel mener Jørgen Clausen, at der er brug for et hus, som kan noget mere.

Et af de andre vindere foreslår, at der bliver arbejdet videre med et 50 meter højt tårn. (© Rodion Kitaev)

- Eventyrhuset skal være med til at vise eventyrene. Hvis man kigger på interessen ude i verden, så er den på hans eventyr. Det håber vi, at huset skal kunne i fremtiden.

50 meter højt tårn

De tre vinderforslag fra arkitekterne består blandt andet af en have med et 50 meter højt tårn, hvor hver etage tager udgangspunkt i et eventyr. Et andet hold foreslår en lukket have omgivet af udstillingsbygninger.

Forslagene vil nu blive videregivet til en række arkitekter, som inden for et års tid skal i gang med at lave det endelige forslag til et nyt H. C. Andersen-hus.

Det kommende byggeri forventes at koste et trecifret millionbeløb og skal finansieres af Odense Kommune og fonde. Selv om den endelige plan endnu ikke er helt på plads, så er Jørgen Clausen sikker på, at House of Fairytales vil blive bygget.

- Jeg kan forsikre om, at det bliver til virkelighed. Hvor omfattende og hvor stort det bliver, det tager vi fat på her i den nærmeste fremtid.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve