Peter Øvig: Kulturministeren må stoppe censur

Peter Øvig Knudsen opfordrer kulturminister Uffe Elbæk til at gå ind i sagen om Apples censur af hans Hippie-bøger.

Forfatter Peter Øvig Knudsen forsøger nu at få kulturminister Uffe Elbæk til at gå ind i sagen om Apples censur af hans bøger Hippie 1 og Hippie 2.

I et åbent brev til kulturministeren opfordrer Peter Øvig Knudsen, Uffe Elbæk til at stoppe den censur som Apple lægger ned over danske forfatteres bøger.

Mere frihed til digitale læsere

Det er nu, at mønsteret for fremtidens digitale kulturforbrug dannes, og de unge generationer, som er født digitale, risikerer kun at møde et amerikansk eller udenlandsk censureret billede af den danske kulturarv, skriver Peter Øvig Knudsen i sit brev til Uffe Elbæk.

Han opfordrer samtidig ministeren til at forbedre de digitale læseres adgang til ucensurerede bøger.

- Jeg er ikke politiker og har ikke færdige løsninger, men du og regeringen må hurtigst muligt sikre rammerne for et frit og åbent kulturudvalg for digitale læsere og andre kulturinteresserede i Danmark, skriver Peter Øvig Knudsen.

Steve Jobbs var selv hippie

Ifølge forfatteren er censuren især et problem, fordi Apple i dag sidder på 40 procent af e-bogsmarkedet, og at alt tyder på, at deres andel ser ud til at vokse i fremtiden.

Og når Apples grundlægger, Steve Jobs, så oven i købet har udtalt, at han så sig selv som et produkt af hippie-bevægelsen er censuren jo nærmest komisk, mener Peter Øvig.

Jobs har fortalt, at han fik nogle af sine væsentligste indsigter fra lsd og var drevet af ønsket om at sikre verdens befolkninger let adgang til kunst og viden. Vores erfaringer viser det stik modsatte, skriver Peter Øvig og uddyber det over for DR Kultur således:

Apple er dobbeltmoralske

- Så Apple har ligesom fået lavet et brand om at de er moderne og demokratisk og at der skal være adgang til viden og kultur til alle mennesker i hele verden. Men i virkeligheden sidder de altså nidkært og gennemgår hver eneste bog, de vil udgive og siger "de der billeder kan de ikke tåle at se ovre i Danmark". Det er jo det modsatte af hippietankegangen, siger Peter Øvig Knudsen.

Læs hele Peter Øvig Knudsens brev til kulturministeren her.

  • Print
  • Del artiklen: