Regeringen vil spare knap 600 millioner på museer og teatre

Kulturminister Bertel Haarder lægger op til, at landets kulturinstitutioner de næste fire år skal spare to procent om året.

Kulturminister Bertel Haarder vil spare på kulturinstitutionerne, og det skal helst ske uden kvalitetstab. (Foto: ASTRID DALUM © Scanpix)

Teatre, museer, kunstneriske uddannelser og andre statslige kulturinstitutioner skal spænde livremmen ind.

Kulturminister Bertel Haarder (V) lægger op til over fire år at spare i alt knap 600 millioner kroner på kulturinstitutionernes drift, skriver Politiken.

Regeringen kræver, at alle statens områder skal levere et såkaldt omprioriteringsbidrag på to procent om året.

Manøvren betyder ifølge Kulturministeriet, at den samlede driftsramme alt andet lige vil være reduceret med knap otte procent, når de fire år er gået.

Effektiv via digitalisering

Ambitionen er, at besparelserne skal ske uden kvalitetstab, siger Bertel Haarder og nævner digitalisering som en mulig kilde til effektivisering. Men han erkender, at sparemanøvren kan gå ud over kulturtilbuddene.

- Det kan man ikke bestride, men målet er, at kerneaktiviteterne så vidt muligt skal friholdes, vel vidende at det ikke er sikkert, det er muligt i fuldt omfang, siger han.

- Intet fedtlag der bare kan spares væk

Ifølge Jørn Langsted, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet og ekspert i kulturøkonomi, er det forkert at tro, at der er "fedtlag" på museer, teatre og koncerthuse, der bare kan spares væk.

Der bliver færre teaterforestillinger, kortere åbningstider og færre udstillinger på museerne, færre koncerter med orkestrene.

Jørn Langsted, professor emeritus ved Aarhus Universitet

- Hvis den besparelse bliver lagt ud overalt, kommer det til at gøre ondt ad helvede til på kulturlivet. Der bliver færre teaterforestillinger, kortere åbningstider og færre udstillinger på museerne, færre koncerter med orkestrene, siger han til Politiken.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve