Rettighedsalliancen: Danskerne snyder videodistributørerne

Rettighedsalliancen mener danskere snyder videodistributørerne, når de bruger udenlandske videotjenester. Men om det er ulovligt er uklart.

Danskerne snyder de danske video- og seriedistributører, når de i stigende grad gør brug af udenlandske filmtjenester.

Det er meldingen fra Maria Fredenslund, der er talskvinde for Rettighedsalliancen, som tidligere var kendt under navnet Antipiratgruppen.

Onsdag fortalte analytiker med speciale i digital distribution, Claus Bülow Christensen, ellers at det ikke var ulovligt, når man som dansker benyttede sig af udenlandske videotjenester.

Snyd er måske lovligt nok

Men det er Maria Fredenslund ikke helt enig i.

- Alle de film som findes på Netflix og på Hulu.com er clearet til det amerikanske marked, men ikke til det danske. Når man bruger de udenlandske tjenester, ved man godt, man snyder de danske distributører, og det mener jeg er forkert.

Men er det efter din mening ulovligt?

- Det er svært at svare på. Det er kompliceret stof det her. Jeg vil sige det på den måde, at hvis man ønsker tjenester som Netflix og Hulu.com til Danmark, så skal man bruge de danske alternativer som findes, så tjenesterne bliver klar over, at det er et marked for det.

Ingen er blevet retsforfulgt

Men der findes jo ingen reelle danske alternativer. Det er jo derfor folk bruger de udenlandske tjenester.

- Det er rigtigt, der ikke findes noget fuldstændigt sammenligneligt. Men der findes jo danske tjenester, hvor man kan streame film mod betaling.

Vil I retsforfølge folk, som bruger de udenlandske videotjenester?

- Det kan jeg ikke sige noget om, men det er ikke sket endnu.

Vil I gøre noget for, at danskerne holder op med at bruge de udenlandske videotjenester?

- Der bliver knoklet på livet løs for at finde nogle modeller, som vil virke herhjemme. Det er i alles interesse at finde nogle løsninger som tilfredsstiller både forbrugere og rettighedshavere.

  • Print
  • Del artiklen: