App styrer dig uden om Roskildes klammeste toiletter

Træt af beskidte og stoppede toiletter? Toiletapp guider dig til Roskilde Festivals reneste tønder.

Ælle bælle. Det kan være svært at finde det reneste toilet, når man er på festival. (Foto: Astapkovich Vladimir/Scanpix)

En tur på tønden i en af Roskilde Festivals mange toiletvogne er ikke altid en rar oplevelse. Men der er hjælp at hente.

Med appen Toiletapp på iPhonen kan gæsterne nemlig se, hvor festivalpladsens reneste toiletter ligger. Her kan brugerne selv vurdere pladsens toiletter og bedømme dem fra et til fem og beskrive køforholdene.

Finder vejen til det bedste bræt

- Mange har uheldige oplevelser med at gå på toilettet under Roskilde Festival. Med appen kan brugerne hjælpe hinanden med at finde de bedste toiletter, siger Tobias C. Jensen, udvikler i Mediadk.

- Derudover har du mulighed for at skrive lidt digital lokumspoesi via appen, som du normalt ser på væggene på toiletterne, tilføjer han.

Appen blev udviklet for tre år siden, da Roskilde Festival lavede en idékonkurrence om apps til festivalen. Her udviklede bureauet Mediadk appen og vandt konkurrencen. Siden har Toiletapp været aktiv hvert år under Roskilde, og den bliver brugt i stigende grad.

Flere bedømmer toiletterne

Sidste år satte de 2000 klistermærker op på festivalen, og i år er der blevet lavet Twitter- og Facebookkonti, så flere kommer til at bruge appen.

- Og vi kan se, at den i år er blevet brugt mere end tidligere, siger Tobias C. Jensen.
Brugere af iPhone kan nu downloade appen gratis. Tobias C. Jensen forventer, at appen er klar til Android næste år.