Statens Museum for Kunst franarret 805.000 kroner

Falske mails fra museumsdirektør har fået ansatte til at overføre 805.000 til udenlandske konti.

IT-kriminelle har i vinterferien sendt falske mails til flere ansatte på Statens Museum for Kunst. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Statens Museum for Kunst (SMK) blev i vinterferien franarret 805.000 kroner på grund af falske mails, der udgav sig for at være fra museets direktør, Mikkel Bogh, skriver Berlingske.

Metoden kaldes CEO-fraud, og siden 2015 har den type svindel kostet danske virksomheder næsten 200 millioner kroner, viser en opgørelse fra Nationalt Cyber Crime Center under Rigspolitiet.

Flere medarbejdere på Statens Museum for Kunst modtog en mail, tilsyneladende fra museets direktør, Mikkel Bogh,, og mailen indeholdt en anmodning om en pengeoverførsel til en engelsk bankkonto.

'Det haster' og 'kan det være i dag?' stod der blandt andet i mailen.

Næste dag overførte ansatte på SMK et beløb til den engelske bankkonto. De efter­følgende dage fulgte flere mail, der også så ud til at være fra Mikkel Bogh. De indeholdt lignende anmodninger, og da vinterferien var ved at være slut, var i alt 805.000 kroner overført til flere udenlandske konti.

- De kriminelle arbejder med den menneskelige psykologi, mens de på samme tid samler en masse viden om en arbejdsplads, så de kan udgive sig for at være chefen, siger Kim Aarenstrup fra Nationalt Cyber Crime Center.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve