Styrelse frifinder omstridt e-bogstjeneste

Styrelsen for Bibliotek og Medier renser bibliotekernes omstridte købe-knap på e-bogstjenesten ereolen.dk. Bibilotekerne sælger ikke bøger, lyder det.

1. november lancerede de danske folkebiblioteker e-bogstjenesten, ereolen.dk, og det vakte hurtigt postyr, da siden blev beskyldt for at forvride konkurrencen.

På hjemmesiden kan man nemlig købe e-bøger, og det bryder kommercielle e-boghandlere som Saxo.com sig ikke om. Også Styrelsen for Bibliotek og Medier var kritiske over for den nye tjeneste

- Offentlige institutioner må ikke sælge bøger. Det gælder også bibliotekerne. De må justere den ordning med det samme, og hvis det ikke sker, vil vi hjælpe dem, sagde styrelsens direktør Jens Thorhauge til DR Kultur i sidste uge.

Styrelse: Biblioteker sælger ikke bøger

Men nu har styrelsen set nærmere på sagen, og det har ført til en frikendelse af bibliotekernes e-bogstjeneste. Ereolen.dk's købeknap er ikke i modstrid med kommunalfuldmagten, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

- Styrelsen er enig med Konsortiet bag ereolen.dk i, at det ikke er bibliotekerne, men forlagene der sælger e-bøger, og at der heller ikke er tale om, at bibliotekerne deler et eventuelt overskud fra salg af e-bøger med forlagene e.l., idet købeknap-funktionaliteten alene er et led i prisfastsættelsen for bibliotekernes udlån af e-bøger, skriver Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Den udskældte købe-knap er en del af et forsøg, hvor bibliotekerne i samarbejde med forlagene vil undersøger, hvordan udlån af e-bøger påvirker salget af de samme. Og når ereolen.dk henviser til, at man kan købe e-bogen, så er det ikke biblioteket, der sælger bogen, men forlaget. Og dermed tjener biblioteket heller ikke penge på salget.

Fint med en købeknap

Boghandlerne på nettet har brokket sig over, at bibliotekerne henviser til e-bogsalg på forlagenes hjemmesider. Men heller ikke det ser styrelsen noget problem i.

- Selve henvisningen til køb er efter styrelsens opfattelse i overensstemmelse med sædvanlig praksis på bibliotekernes portaler. Der var således som bekendt i en længere årrække en købeknap på bibliotek.dk, og der er aktuelt en købeknap på litteratursiden.dk., hedder det i en skriftlig meddelelse.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve