Som barn længtes Susanne Georgi ud i verden.

Hendes far havde altid talt om de varme lande som et sted, familien en dag skulle bo.

- Planen var at flytte til Barcelona, men så hørte min mor om Andorra, et lille bjergland, hvor man ikke betaler skat. Det lød jo godt, siger Susanne Georgi.

Prøveturen til Andorra, hvor familien kørte rundt på må og få og inspicerede det lille fyrstedømme mellem Spanien og Frankrig, var ’befriende’, siger Susanne Georgi.

Vi havde ingen forpligtelser, var unge og frie og tænkte ’waaay, vi skal ud og se verden!’

Susanne Georgi

- Endelig et sted hvor ingen kendte os, siger hun og griner.

På det tidspunkt var hun 18 og hendes søster 20 år. Sammen var de blevet en verdensomspændende landeplage som duoen Me & My med megahittet ’Dub-i-dub’. De kunne ikke lande i en lufthavn eller entrere et hotel i hverken Mexico, Holland, Japan, Brasilien eller Korea uden at fans lå i kø for at tage billeder.

Søstrene Susanne og Pernille Georgi var med et publikum i hele verden vant til at rejse, og derfor var tanken om at bo uden for Danmark ikke spor skræmmende, siger Susanne Georgi.

- Vi havde ingen forpligtelser, var unge og frie og tænkte ’waaay, vi skal ud og se verden!’. Ned i varmen og udleve den drøm, vi altid havde haft.

Zen i bjergene og fest i byen

Det er nu 21 år siden, at Susanne Georgi flyttede fra Danmark. Forældrene kom to år senere. Mens vi taler, står hun på sin terrasse i hovedstaden Andorra La Vella, og hvor det i Danmark har regnet godt hele sommeren, skinner solen, luften er frisk, og der er bjerge så langt øjet rækker.

For de penge, søstrene tjente på et års intensiv turné som verdensstjerner, købte de et hus hver i Andorra.

Livet her var en fest, siger Susanne Georgi.

Om dagen sad de – ’fuldstændig zen’ - i bjergene og skrev sange, og om natten var der ’fuldstændig gang i den’ på diskotekerne nede i byen. Undervejs fik de begge kærester, selvom de ikke kunne sproget i Andorra. Hverken fransk, spansk eller catalansk.

- Det var meget romantisk med alle mine gamle kærester. Vi kunne jo ikke rigtigt forstå hinanden og måtte bruge kropssprog i stedet, siger Susanne Georgi og griner.

Musikken fortsatte de med, selvom de aldrig igen fik et ligeså stort hit som ’Dub-i-dub’. De havde en pladekontrakt og udgav efter debuten endnu tre plader, som de – ’totalt inspirerede’ af jeepture i den friske bjergluft – gjorde færdige fra Andorra.

Turnelivet fortsatte indtil 2003, hvorefter Pernille Georgi fik sit første barn.

Neglesalon, smykkefirma og sangskole

Herefter åbnede Susanne Georgi en skønhedsklinik i Andorra, fordi hun selv manglede et sted at gå hen og få lavet negle. Klinikken havde hun fra 2005 til 2013, og for to år siden åbnede hun en smykkeforretning på nettet.

- Jeg elsker at starte firmaer op, siger Susanne Georgi entusiastisk.

Smykkefirmaet Molly’s Dream har navn efter hendes ældste datter på 7 år, der blev født for tidligt og måtte ligge i kuvøse i en periode. Susanne Georgi havde en veninde, der var juveldesigner, og kunne godt tænke sig sin datters fingeraftryk i et smykke. Da Susanne Georgis veninder så smykket, ville de have et magen til med deres egne børns fingeraftryk, og hun øjnede idéen til sit næste firma.

Derudover har Susanne Georgi åbnet en sangskole med indtil videre 40 elever – både børn og voksne. Mange i Andorra taler dårligt engelsk, så derfor er alle teksterne på engelsk, så de kan øve sig lidt, siger Susanne Georgi. De har dog ikke Me & My på repertoiret.

- Endnu, siger hun og griner.

Susanne Georgis tre tips til Andorra

  • - En tur i bjergene er altid et hit. Hvis man er frisk, kan man også bestige et bjerg eller hike!
  • - Det absolut fedeste hotel hedder Hermitage Sports Hotel. Det ligger direkte op af ski-pisterne, og man vågner op til den vildeste udsigt. Hotellet har tre fantastiske restauranter, som virkelig også er værd at prøve.
  • - Andorra har også en mini- forlystelspark, Naturlandia. Der er forlystelser og bjergdyr at se - blandt andet ulve og bjørne. Jeg tager ofte mine piger med derop.

Nu ved folk i byen godt, at Susanne Georgi er tidligere popstjerne – ikke mindst efter at hun deltog på landets vegne i Melodi Grand Prix i 2009. Men hun ved også, hvad alle de folk, hun møder i supermarkedet, hedder og arbejder med.

- Alle ved, hvem alle er, fordi det er småt, siger Susanne Georgi.

- Det er så hyggeligt!

Holder fast i danske traditioner

Det vigtigste i Susanne Georgis liv er hendes to døtre på nu 5 og 7 år, Molly og Shelly, som hun har med sin andorranske mand Xavier. Hver dag kører hun børnene i skole, ønsker dem en god dag og henter dem igen klokken 17.

Pigerne har gået i skole, siden de var tre år.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det her, men jeg savner virkelig det danske skolesystem. Det er altså hårdt at sidde stille på en stol hele dagen, når man er tre år, siger Susanne Georgi.

- Til gengæld kan mine børn næsten både skrive og læse allerede.

Danskere i udlandet

Dr.dk/kultur taler denne sommer med en række kendte danskere, der har bosat sig i udlandet.

Hvorfor rejste de væk fra Danmark? Hvad er det fede og det knap så fede ved at forlade Danmark, og hvad savner de mest?

Få svaret i vores artikelserie om udlandsdanskere.

I skolen bliver de undervist på catalansk, og derhjemme taler de i familien engelsk sammen, selvom Susanne Georgi med tiden er blevet flydende på både spansk og catalansk.

- Det kan godt gøre lidt ondt på mig, hvis mine piger ikke bliver helt flydende på dansk. De taler sproget, men har ret meget accent. Selvom de er halvt danske, siger de, at de er andorranere, hvis de bliver spurgt.

Derfor gør Susanne Georgi meget ud af at tale dansk til døtrene og stå bi om de danske traditioner – såsom at fejre jul 24. december. I Andorra fejrer man normalt først jul dagen efter.

- Mine svigerforældre kigger jo på os, som om vi er sindssyge, når vi danser rundt om et træ og synger sange, siger Susanne Georgi.

Er blevet mere sydlandsk og social

Årene i Andorra har til gengæld lært hende at være mere åben.

- Jeg snakker med alle nu, det gjorde jeg ikke før, siger Susanne Georgi, der mener, at det ’nok er lidt sydlandsk’ at være sådan.

- Jeg går tit hen til folk på gaden eller i supermarkedet, taler med sidemanden på flyet og spørger bankdamen, hvordan det går. Og jeg synes selv, at det er spændende, når folk henvender sig til mig.

Noget andet, hun ikke savner ved Danmark, er det danske hospitalsvæsen og ventetiden på skadestuerne.

- Her i Andorra virker hospitalet fuldstændig perfekt. Hold kæft, hvor er det bare effektivt! Man kommer til med det samme og behøver for eksempel ikke at bestille tid til en blodprøve. Det kunne Danmark lære meget af, siger Susanne Georgi.

- Vi betaler ikke skat her, men alle, der arbejder, betaler en sundhedsforsikring, og så har man dækket 75 procent af sine udgifter. Til de sidste 25 procent har jeg en anden forsikring. Det passer godt til mig.

Der er dog ting, hun savner ved Danmark. Den danske humor og at ’give knusere’ i stedet for kindkys.

- Jeg savner det nærvær, der er i et kram, siger hun.

Bliver aldrig træt af 'Dub-i-dub'

Når hun har været i Danmark, tager hun altid rugbrødsmiks, Super Flyers og Stimorol-tyggegummi med hjem til sig selv – ingen andre i familien vil have noget af det – og pålægschokolade til døtrene. Og mens hun er i Danmark, går hun ’fuldstændig amok i leverpostej, smør og rugbrød’.

I år og sidste år har hun været en del hjemme for at deltage i koncertturnéen ’Vi elsker 90’erne’, hvor publikum – 22 år efter at ’Dub-i-dub’ ikke var til at komme uden om – stadig ved, hvor mange ’dub’, der kommer inden ’I don’t need your loooove, anymo-o-o-ore’.

- Jeg bliver aldrig træt af den sang, selvom vi har spillet den jeg-ved-ikke-hvor-mange gange. En million måske, gætter Susanne Georgi.

- Den sang gav os vores gennembrud. Den har gjort, at vi er, hvor vi er i dag. Så jeg er meget taknemmelig for stadig at få lov at synge den.

Susanne Georgi

  • Født i Kolding i 1976, bosat i Andorra siden 1996.
  • Dannede sammen med sin søster Pernille Georgi i slutningen af 1980’erne gruppen SuPer Sisters, der siden blev til Me & My. I 1995 blev de kendte over hele verden med hittet ’Dub-i-dub’.
  • Me & My har i alt udgivet fire plader.
  • Stillede sammen med sin søster op til dansk melodi grandprix i 2007, hvor de blev nummer tre. Repræsenterede i 2009 Andorra i det internationale grandprix i Moskva.
  • Laver stadig musik og har desuden åbnet et smykkefirma og en sangskole.