Tolkien-entusiast: Dyster 'Hobbitten' lever op til 'Ringenes Herre'

Medlem af i Københavns Tolkien-selskab er vild med premiereaktuelle ’Hobbitten’, som dog er mere dyster end bogen.

I går var der forpremiere på 'Hobbitten - En uventet rejse' i Danmark.

Den første af i alt tre filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens børnebog 'Hobbitten' - filmen har verdenspremiere i denne uge.

En af dem, der har ventet med længsel på Peter Jacksons film er Tina Andersen, bestyrelsesmedlem af Københavns Tolkien-selskab.

Det var især Jacksons kobling af 'Hobbitten' til de tidligere 'Ringenes Herre'-film, som den danske Tolkien-entusiast var spændt på.

- Koblingen er lavet på smuk vis. Jeg blev helt rørt i biografen over, hvor godt den var lavet, siger hun til P1 Morgen.

Tre film af 310 sider

Premieren på den første af de i alt tre 'Hobbitten'-film har ellers været ventet med en vis skepsis. Peter Jackson er blandt andet blevet kritiseret for at drive rovdrift på Tolkiens børnebog ved at vride hele tre film ud af bogens kun 310 sider. De tre 'Ringenes Herre'-film var baseret på over 1.500 sider.

Tina Andersen synes dog ikke, at det kan mærkes på 'Hobbitten - En uventet rejse', som hun dog synes er en tand mere dyster end sit litterære forlæg:

- Der er selvfølgelig en masse ting i historien, der er digtet særligt til biografen. Nogle familiefejder og forhistorie. Men jeg synes det holder, siger hun.

Lige så god som 'Ringenes Herre'

Handlingen i Tolkiens 'Hobbitten' ligger 60 år før 'Ringenes Herre' og har hobbitten Bilbo Baggins i centrum. Nogle vil måske kunne huske ham fra 'Ringenes Herre' - det er hobbitten, der er i familie med Frodo og som i den første af filmene ejer den farlige ring.

I 'Hobbitten - En uventet rejse' hjælper Bilbo en flok dværge, der får frarøvet deres skat af en ond drage og tager med som den fjortende passager på en rejse, der går ud på at få skatten tilbage.

Tina Andersen synes, at fortællingen om hobbitten Bilbo lever op til sin forgænger 'Ringenes Herre'.

- Den er måske lige en tand for dyster til min personlige smag, og mere dyster end bogen, men den er afgjort på niveau med 'Ringenes Herre'.

  • Print
  • Del artiklen: