5 år efter: Egyptens uislamiske revolution der aldrig kom

Professor Jakob Skovgaard-Petersen ser tilbage på oprøret på Tahrir-pladsen i januar 2011. Et oprør der fik medierne til at tale om en islamisk revolution – selvom kernen slet ikke var islamisk.

Den 25. januar 2011 begyndte 18 dages oprør og kampe på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo. Revolutionen blev blandt andet kaldt islamisk - men selvom islam var en faktor, var det ikke kernen i revolutionen, fortæller islam- og Mellemøstekspert Jakob Skovgaard-Petersen. (Foto: Mohamed Abd El Ghany © Scanpix)

Islamisk revolution. Det lød uhyggeligt. Det var det, der skete i Iran i 1979, og som landet endnu i dag lider under. Så det var måske ikke så mærkeligt, at det var den vinkel, journalister og redaktører instinktivt valgte, når de skulle udlægge, hvad det var, der skete i Cairo i disse dage for præcist fem år siden.

Jakob Skovgaard-Petersen

Professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Speciale i arabisk-, Mellemøst- og islamstudier.

Skriver analyser for dr.dk/tro.

Revolutionen i Egypten var imidlertid ikke islamisk. De unge, der den 25. januar 2011 udmanøvrede sikkerhedspolitiet og lejrede sig på Cairos centrale plads, kom fra forskellige lag i befolkningen, men ikke fra politiske islamiske organisationer.

Landets store muslimske lærde fordømte dem, og de meget konservative salafister forbandede dem. Det Muslimske Broderskab, som i de første dage havde holdt sine tilhængere borte, kom kun gradvist med. I de 18 dage på Tahrir-pladsen blev det årelange magtspil mellem Mubarak og islamisterne omsider suppleret af andre politiske kræfter.

Folk tog magt over deres tro

Alligevel var islam ikke fraværende. Egypterne – kristne og muslimer – tager deres religion uhyre alvorligt, og den bliver manifesteret på mange måder. De hovedsageligt unge revolutionære nåede at vise, at hverken regimets officielle lærde eller den islamistiske opposition havde eneret på deres tro.

Det så man allerede en uge før. En ung pige, Asma Mahfouz, æggede mænd til at gå ud og demonstrere ved på YouTube at skamme dem ud som umandige, hvis de blev hjemme. At kvinderne skammer mændene ud i krig er en gammel tradition, eller en genre, araberne kender helt tilbage fra profeten Muhammads egen tid.

Men derfra gik alting galt. Da diktaturets greb blev løsnet, var der mange folk, der indledte deres egne små opgør mod systemet. Uklare love og mangel på ordensmagt skabte et vakuum.

jakob skovgaard-petersen

I de uger, hvor de mange tusinde demonstranter opholdt sig på pladsen, blev der kaldt til bøn, også for de kristne, og folk bad, hvis de havde lyst.

Om fredagen blev der holdt en prædiken, som samtidigt fremlagde demonstranternes politiske krav. Prædikanten var den lokale imam, Mazhar Shahin, som senere udnyttede sin berømthed til at få sit eget TV-show. Han er bestemt ikke islamist.

Den første fredag efter Mubaraks afsættelse var det derimod den 85-årige islamistiske tv-prædikant Yusuf al-Qaradawi, der blev fløjet ind fra Qatar, hvor han havde levet i eksil i 50 år.

Hans prædiken til op mod to millioner tilhørere på pladsen var højtidelig og væsentlig, først og fremmest fordi han brød med den foreskrevne henvendelse til de troende og i stedet sagde ”O Muslimer og Kristne, O børn af Egypten”.

Klar til kompromis

En ny dagsorden var sat: Hæren afsatte sin velgører gennem årtier, Mubarak, og islamisterne rykkede mod ligeværdig religiøs sameksistens.

Broderskabet grundlagde et parti, hvis program hyldede friheden og demokratiet som islamiske værdier, og droppede specifikke krav til indførelse af islamiske straffe.

Alle var klar til kompromiser, og en tidsplan blev lagt ud for nye valglove, parlaments- og præsidentvalg og en ny forfatning.

Forbrødringen, der forduftede

Men derfra gik alting galt. Da diktaturets greb blev løsnet, var der mange folk, der indledte deres egne små opgør mod systemet. Uklare love og mangel på ordensmagt skabte et vakuum. Bander hærgede.

Den egyptiske revolution

Den 25. januar 2011 begyndte 18 dages gadedemonstrationer, protester og civile ulydighedshandlinger på Tahrir-pladsen i Cairo.

Oprøret blev kaldt den egyptiske revolution, og var en del af det Arabiske Forår, der blev indledt i Tunesien i december 2010.

Målet for oprørerne var at vælte præsident Mubarak fra præsidentposten.

Presset fra de revolutionære fik de gamle mænd i hæren og Broderskabet til at finde sammen. Dog kun midlertidigt: Islamisterne fik magten i et år – uden at nå at islamisere lovgivningen - men blev så i 2013 væltet af en general, al-Sisi, som nu taler om behovet for en religiøs revolution, men arresterer alle, der vil markere femårsdagen.

Alt for mange af de unge revolutionære gik simpelthen hjem efter 18 dages fest. De sagde, at de bare ville komme tilbage og besætte pladsen igen, hvis politikerne ikke fulgte planen. Det kunne de ikke. Mange af dem, der kæmpede videre på pladsen, er i dag i eksil eller fængsel. De fleste andre drømmer om at udvandre.

Men det vidste vi jo egentligt godt fra den franske og den iranske erfaring: revolutionen æder sine egne børn – hvad enten den er islamisk eller ej.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve