Nu kan man snart blive gift i en kæmpe glassko i Taiwan

I løbet af få uger har en provins i Taiwan fået en helt ny kirke - formet som en kæmpe glassko i bedste Askepot-stil.

Lige pludselig stod den der. Midt ude på en mark nær kysten i Chiay-provinsen i Taiwan. Den 16 meter høje og ti meter lange blå glassko var som opstået ud af ingenting. Snart står den klar til at tage imod brudepar, der ønsker en særlig ramme om deres bryllup.

Glasskoen er nemlig tænkt som en kirke.

Den bygning har ingen anden pointe end at skabe opsigt

benny schuster, ekspert i moderne kirkebyggeri

- Jeg vil kalde det for et fantastisk stunt, der mere drejer sig om at markedsføre en landsdel end at forny synet på kirke og teologi. Den bygning har ingen anden pointe end at skabe opsigt – og det må jo siges at være lykkedes flot, lyder det fra Benny Schuster, der er ekspert i moderne kirkebyggeri og ansat ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster.

Og glasskoen har vakt opsigt - blandt andet på sociale medier, hvor billeder af den blå glasbygninger deles flittigt.

Skal lokke brudepar til

Ifølge BBC er det lokale politikere, der har sørget for, at skokirken er blevet til virkelighed. Der er ikke tilknyttet en særlig menighed til bygningen, så det ikke er meningen, at der skal holdes gudstjenester i den. Ifølge lokale medier er målgruppen brudepar, der ønsker at blive gift et særligt sted.

Benny Schuster regner ikke med, at man kommer til at se skokirker opstå rundt om i Danmark.

- I et land som Danmark har vi en lang tradition med kirker, som vi forbinder med nogle helt særlige begivenheder. Derfor forventer vi også, at kirken ser ud på en helt speciel måde.

Han ser dog visse lighedspunkter mellem skokirken og så kapeller fra rundt om i verden, hvor bygningen bliver en central kulisse for for eksempel et bryllup. Her handler det om, at skabe den bedsttænkelige kulisse.

- Her bliver pointen med byggeriet samspillet med den prægtige natur.

Se et udsnit af nogle af disse spektakulære kapeller og kirker fra hele verden i galleriet nedenfor.

Det kan man da kalde et bryllup i bedste Askepot-stil.

Opslået af DR Nyheder på 20. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve