Ny film giver sjældent møde med afdød seer

Forfatteren bag den succesfulde gralstrilogi, Lars Muhl, er aktuel med filmen 'Seeren', der viser private optagelser med den danske clairvoyant, naturlæge og seer Calle Montsegur.

På billedet ses Calle Montsegur, hovedperson i Lars Muhls bog 'Seeren fra Andalusien' og hans netop offentliggjorte film 'Seeren'. (Foto: privat foto)

Han faldt ved et tilfælde over den gamle kasse med de gamle bånd. Siden optagelserne blev lavet er manden foran kameraet død og manden bag er blevet en internationalt anerkendt bestsellerforfatter.

Lars Muhl er netop nu aktuel med sin nye film 'Seeren'. Filmen er klippet sammen af gamle håndholdte optagelser med Lars Muhls ven og spirituelle vejleder, Calle Montsegur, der også udgjorde hovedpersonen i det første bind i gralstrilogien: 'Seeren fra Andalusien'.

Lars Muhl
  • Lars Muhl er musiker og forfatter
  • Hans gralstrilogi har solgt over 70.000 eksemplarer i Danmark
  • Han har studeret sammenlignende religion og filosofi og har specialiseret sig i aramæisk, samt kristen og jødisk mystik
  • Lars Muhl er denne uges gæst i Mennesker og Tro på P1, hvor han fortæller om rejsen fra popmusik til gralmystik. Hør det her.

Lars Muhl forklarer, hvordan han i sin formidling er meget optaget af, hvordan man formidler ’ånd’

- Min opgave er at sætte ord på noget, der normalt ikke kan sættes ord på, fortæller han.

Et møde med Seeren

Calle Montsegur var i høj grad også et møde med det uudsigelige. Han var kendt som ’Seeren’, der tilsyneladende havde adgang til højere magter og kunne behandle folk med tankens kraft.

Det var Lars Muhls møde med denne seer, der blev starten på forfatterens religiøse fortællinger. Fortællinger, som han mener verden i høj grad har brug for i tider som disse.

- Religiøse fortællinger skal hjælpe mennesker med at vågne ind i en

tid, hvor der er voldsom kamp i gang i verden mellem lysets og mørkets kræfter, siger han.

Filmen Seeren har premiere d. 8. marts.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve