Præster vil genopfinde sørgeår: 'Sorgen er et fælles anliggende'

Sorg er ikke noget, den enkelte skal bære alene. I stedet skal fælleskabet støtte den sørgende, og der kan fortidens ide om at sørgeår være til hjælp. Det mener to præster, der netop har udgivet en bog til det første år i sorg. Psykolog og forsker bakker op om ideen

Det kan være en god ide at genopfinde sørgeåret som begreb eller i hvert fald finde måder at markere på, at et menneske er i sorg. Det mener de to sognepræster Lone Vesterdal og Sophie Nordentoft. (© William-Adolphe Bouguereau)

I gamle dage gik man med sørgebind eller i sort tøj for at vise, at man sørgede over tabet af en ægtefælle, et barn eller en anden, der stod en nær.

Så vidste folk omkring én, at man havde brug for ekstra omsorg og støtte, og alle var opmærksomme på, at den sørgende skulle igennem mange svære stunder.

Især det første år efter tabet blev opfattet som en tid, hvor den sørgende havde brug for at blive hjulpet igennem højtider og mærkedage, hvor vedkommende for første gang skulle fejre jul, holde fødselsdag, tage på ferie og så videre uden den afdøde.

Derfor talte man om et sørgeår.

Det begreb er i dag stort set forsvundet, men det er behovet for omsorg og støtte hos de sørgende ikke. Derfor kan det være en god ide at genopfinde sørgeåret som begreb eller i hvert fald finde måder at markere på, at et menneske er i sorg og har behov for tid og rum til at komme sig over tabet.

Det mener de to sognepræster Lone Vesterdal og Sophie Nordentoft. Derfor har de samlet og redigeret 52 tekster om sorg og samlet dem i bogen Når livet går i sort – 52 læsninger til et sørgeår, som netop er udkommet.

Sørgende skal have samme opmærksomhed som brudepar

- Vi syntes begge, at der manglede opbyggeligt materiale til pårørende i Folkekirken. Vi forærer bibler til dåbsbørn, salmebøger til konfirmander og bibler til brudepar. De pårørende er vi ikke opmærksomme på i samme grad, selv om de faktisk er den største kontaktgruppe, vi har i kirken. Vores bog er et bidrag til den indsats, som flere og flere kirker heldigvis gør med fx at oprette sorggrupper, siger den ene af de to forfattere, Lone Vesterdal, der til daglig er sognepræst i Bramdrup ved Kolding.

Sophie Nordentoft, der er sognepræst i Hals i Nordjylland, supplerer:

- Vi har brug for nogle rammer og traditioner at gå ind i, når livet ramler eller bliver rigtig svært. Før i tiden var der mere faste former omkring sorgen, fx i form af ideen om et sørgeår. Mange sørgende kæmper med at føle, at de meget hurtigt bør være på banen igen i forhold til arbejde osv. Der er et krav om effektivitet og en risiko for, at omgivelserne presser på for at få det svære til at forsvinde eller gå over. Men sorg går ikke over, og man skal ikke sendes til psykolog og ’få det fikset’, fordi man stadig sørger efter fx et halvt år. Sorgen skal ikke gøre til en sag for eksperter og behandlere, siger Sophie Nordentoft.

Som præst på landet oplever hun, at der stadig findes en god kultur omkring sorg.

- Man går på besøg, når en nabo eller bekendt har mistet, og folk møder talstærkt op til begravelse. Men i samfundet generelt er der meget, der trækker i retning af, at det, der gør ondt og tager tid, skal behandles væk, og der tror jeg, at den gamle ide om at sørgeår er god at holde fast i; den bygger på opsamlet folkelig erfaring gennem generationer, fortæller Sophie Nordentoft.

Sort tøj som påmindelse

Hun tilføjer, at ideen om et sørgeår næppe kan genindføres helt som i gamle dage, men at tanken om, at en sørgende har brug for støtte er god at holde fast i.

- Jeg ser det stadig i funktion på den måde, at folk fx ringer til den sørgende og spørger, om vedkommende vil med og være frivillig i genbrugsbutikken, og det er netop den slags konkrete og praktiske ting, der kan gøre en forskel, siger hun.

Lone Vesterdal, der selv oplevede at miste sin første mand og blive alene med parrets fire børn, er enig:

- Når man bliver alene, skal man finde en ny identitet, og det kan betyde en stor forskel, at andre viser omsorg og fx inviterer en med til påskefrokost og tænker over, om man sidder alene i julen. I gamle dage var det sorte tøj en påmindelse til omgivelserne, og selv om vi næppe kan genindføre, at man går i sort for at vise sin sorg, er tanken bag de gamle traditioner stadig relevant.

Skrøbelighed som fælles bånd

Som præster har Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal mange års erfaring med sjælesorg og med at tale med mennesker i krise. Desuden har de begge taget en master i sjælesorg på Københavns Universitet, og det var i forbindelse med studierne der, at de udviklede ideen til den nye bog, som de kalder en følgesvend i sørgeåret. Bogen indeholder 52 tekster, én tekst til hver uge i et sørgeår, og målet er, at sørgende kan spejle sig i teksternes beskrivelse af de vilkår, mennesker er fælles om i sorg og tab. Samtidig peger teksterne på det, som den kristne teologi har at sige i dén situation.

- Kristendommen har noget at sige om vores magtesløshed og kan pege på andre dimensioner af tilværelsen, som bliver synlige, når vi har evigheden som perspektiv. I kirken kan vores skrøbelighed og sorg blive det fælles bånd, forklarer Sophie Nordentoft.

Hun nævner, at allehelgensgudstjenester, hvor der sendes særlige invitationer ud til alle, der har mistet i det seneste år, er meget populære, og ser det som tegn på, at kirken er ved at få øjnene op for sin rolle i forhold til netop de efterladte.

Skeptisk over for ny diagnose

De to præster håber, at deres bog vil blive benyttet i mange af de cirka 100 sorggrupper, der er oprettet i folkekirkeligt regi de senere år, og Lone Vesterdal peger på, at tro, håb og kærlighed næres af fællesskaber.

- Det kan være en stor støtte, at andre kan synge lovsang eller bekende troen, når man ikke selv kan. Styrken i fællesskabet er vigtig at have for øje, ikke mindst i et diagnosesamfund, siger hun.

Hun er skeptisk over for, at Verdenssundhedsorganisationen WHO formodentlig vil optage ’forlænget sorgreaktion’ i sin diagnosemanual, så mennesker, der stadig sørger dybt et halvt år efter fx en ægtefælles død, kan få denne diagnose.

- Ved at gøre sorg til en diagnose overser vi let, at sorgen er et fælles anliggende. Med vores bog vil vi pege på, at kristendommen kan give håb i sorgen, siger hun.

Få bliver fastlåst i sorgen

Mai-britt Guldin, der er psykolog og forsker i sorg ved Aarhus Universitet, mener ikke, at der nødvendigvis er nogen modsætning mellem at operere med diagnosen ’forlænget sorgreaktion’ og at tænke sorg som fælles anliggende.

- Sorg er en relationel lidelse, for den er opstået i det relationelle, og meget vil derfor kunne heles i fællesskaber. Forskningen viser, at jo bedre en sørgende er dækket ind relationelt og oplever at blive støttet, jo bedre klarer vedkommende sig. Men nogle ganske få bliver fastlåst i sorgen, og det er disse få, man kan identificere ved at indføre den nye diagnose, siger hun.

Hun mener, at det kan være med til at normalisere sorg, at man sætter fokus på forskellen mellem den normale sorg og den sorg, der bliver fastlåst.

- Jeg forstår godt bekymringen for, at indførelsen af en diagnose kan individualisere ansvaret for sorgen. Men jeg tror mere på, at det kan benyttes til at oplyse om, at der ikke er noget quickfix eller nogen løsning på sorgen, men at det er vigtigt, at der er tid og rum til den, siger hun.

Sorg er også individuel

Mai-Britt Guldin mener, at sorggrupper i folkekirkeligt regi og bøger som den, Lone Vesterdal og Sophie Nordentoft har redigeret, vil være en stor støtte for de fleste, fordi de giver mulighed for at dele de svære følelser og spejle sig i hinanden.

- Muligvis kan den slags ligefrem være med til at forebygge, at sørgende bliver fastlåst i sorgen på den måde, så de får behov for særlig hjælp og behandling, siger hun.

Samtidig advarer hun imod at forstå begrebet om et sørgeår som et spørgsmål om, at alle har behov for 52 uger til at tilpasse sig tabet:

- Når vi forsker i sorg, kan vi se, at langt de fleste mennesker er begyndt at tilpasse sig tabet, når der er gået seks måneder. Hvis vi kommer til at forvente, at alle har behov for et helt sørgeår, kan det i stedet virke som en fastholdelse i sorgen, eller det kan blive opfattet, som at der er noget galt med de sørgende, der ikke har brug for et sørgeår. Det er vigtigt at huske, at sorg også er meget individuel.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve