Professor: Islam indeholder lang tradition for kritik af religionens mænd

ANALYSE Mange debattører efterlyser en islamisk religionskritik. Den findes, hvis man kigger de rigtige steder.

Figuren 'al-Shaykh Matluf' var populær i Egypten. Han optræder i progressive blade i 1940erne som fast karikatur af de religiøse lærdes hykleri. Her fordømmer han en letpåklædt kvinde – som han dog giver sig god tid til at forarges over.

Et af de ældste teaterstykker, som stadig spilles – og netop har haft premiere i København – er Molieres Tartuffe. En pudsig og indviklet komedie, hvor en god borger blindt lader sig udnytte af en den fromme Taruffe, hvis fromhed dækker over begær og beregning.

Den hykleriske Tartuffe har nu efterhånden snart 500 år på bagen, men virker stadig aktuel. Ikke så meget i Danmark, hvor de færreste regner præster for dydsirede, og hvor kirken ikke har så megen social indflydelse.

Jakob Skovgaard-Petersen

Religionshistoriker fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Speciale i arabisk-, Mellemøst- og islamstudier.

Modtog Rosenkjærprisen i 2011

Skriver analyser for dr.dk/tro.

Men i den islamiske verden, hvor religionens indflydelse har været voksende de sidste halvtreds år, er der et behov for anti-klerikalismen.

Den findes da også.

Præsteskab og lærde udsat for satire

Tag et land som Iran, der siden 1979 har været styret af præsteskabet. Her er mullaherne, som de kaldes, både kommet til tops og til grin – i alt fald når man taler med iranerne privat.

Det samme kan siges om Saudi Arabien, hvor de lærde – her kaldet al-ulama – også genstand for de intellektuelles foragt, og somme tider er det flydt over i satireprogrammer på TV.

Et tredje sted er Egypten, hvor befolkningen selv gør meget ud af religionen, og skinhellighed derfor ikke kun er noget, man finder hos sheikherne – som de kaldes dér.

Alligevel er der en folkelig fornøjet forventning om, at sheikherne de tager godt for sig af retterne, når man serverer for dem, f.eks. ved begravelser.

Lang tradition for religionskritik

Den islamiske anti-klerikalisme går langt tilbage i tiden. Digtere som perseren Hafiz (død i 1389) har gjort nar af de religiøse lærdes hykleri og grådighed.

I det 20 århundrede har progressive gjort nar af de religiøses forstokkethed, og socialistiske forfattere har hånet deres spytslikkeri over for magthaverne.

Det er bare sjældent at kritikerne er ateister.

For mange anti-klerikale er der ikke for megen religion her i verden, men for lidt; det ikke religionen, der er noget galt med, men dens magtfulde repræsentanter.

Blandt de anti-klerikale finder man også islamister og jihadister, der sjældent har andet end hån til overs for religionens officielle repræsentanter.

Tartuffe importeret i den muslimske verden

Alligevel ser man somme tider religionskritikken blomstre under anti-klerikalismens kappe.

For eftersom anti-klerikalisme er acceptabel, er det jo også en kløgtig måde at påpege, at religionen kan være temmelig verdslig, og at folk ikke skal lægge deres sunde skepsis væk, blot fordi en mand går med turban og har langt skæg og fromme falbelader.

Her er det interessant at se, at en religiøs-hyklerisk figur som Tartuffe bliver vel modtaget, da man i begyndelsen af 1900-tallet importerer den europæiske teater-tradition i de muslimske hovedstæder.

Faktisk optræder han i progressive blade i 1940erne som fast karikatur af de religiøse lærdes bigotteri. Her hjælper han de magtfulde og fordømmer letpåklædte kvinder – som han dog giver sig god tid til at forarges over.

Den franske Tartuffe figur bliver til ''al-Shaykh Matluf' i Egypten - en satire over de religiøse lærde og deres hykleri. Her bliver Matluf forarget og betaget af en letpåklædt kvinde.

Ingen respekt for de selvudnævnte religiøse lærde

Anti-klerikalisme trives naturligvis især dér, hvor der er klerikalisme, altså hvor de religiøse lærde udgør en magtfuld organisation.

Men den trives også dér, hvor de troende ikke mener, der bør være mellemmænd mellem dem og det guddommelige. Der hvor ganske almindelige bønder kan tillade sig ikke at kunne lide degne - ligesom i ”Store-Klaus og Lille-Klaus”.

Sådan er særligt den sunni-muslimske religiøse tradition.

De religiøse lærde svarer igen med fordømmelser og forbandelser. Og med domme, hvis de har kontrol med retssystemet.

Kritikerne kan blive dømt for mangel på respekt for religionen – som det skete sidste år for en sarkastisk tv-vært i Egypten.

Men det er faktisk ikke religionen, de ikke respekterer. Det er dens selvudnævnte repræsentantskab.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve