Teolog: Vi skal uddannes til at hjælpe hinanden med at dø

Vi skal uddannes til at være jordemødre for hinandens dødsproces, og den opgave kan folkekirken være med til at løfte, mener teolog og tidligere præst.

Pårørende til døende skal lære at tale om døden, så de kan være aktivt til stede i dødsprocessen. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Når et menneske skal dø, er det allervigtigste, at der er mennesker omkring vedkommende, som kender til dødsprocessen og kan tåle at være til stede. Men mange mennesker har ingen erfaringer med at være til stede hos en døende og kender ikke til de fysiske og mentale dele af dødsprocessen. Det kan betyde, at de trækker sig, når et familiemedlem nærmer sig døden.

Det skal der ændres på, mener teolog og tidligere præst Liselotte Horneman Kragh. Hun foreslår, at alle gode kræfter samler sig for at gøre os mere fortrolige med døden og dødsprocessen – mindst lige så fortrolige som vi er med fødsler.

Løber skrigende bort fra døden

- Når en kvinde skal føde, ved alle nogenlunde, hvordan processen er. Selv om fødsler er individuelle, følger de et bestemt mønster. Ved vi ikke ret meget om det, kan vi gå til fødselsforberedelse, og så er vi rimeligt godt rustet til at være til stede ved en fødsel eller selv føde.

Vores kultur er blevet så fremmed for døden og så dødsforskrækket, at de fleste af os ikke aner, hvad vi skal stille op, når et menneske er ved at dø

Liselotte Horneman Kragh, teolog

Men når det kommer til døden, ved de fleste af os ingenting og løber derfor skrigende bort, når det bliver alvor. Men det er præcis det modsatte, der er behov for, siger Liselotte Horneman Kragh, der de seneste cirka ti år har arbejdet som underviser, konsulent og forfatter med fokus på livsceremonier.

- Jeg mener, at vi skal være i stand til at fungere som jordemødre for hinandens dødsproces. Vi ved alle, hvad en jordemoder først og fremmest skal, når en kvinde føder; hun skal blive der og støtte og være til stede, også når det gør ondt og bliver rigtig hårdt. Hun skal ikke løbe skrigende bort. Det samme gælder i dødsprocessen, siger hun.

Hun forklarer, at både ved fødsel og død er det kroppen, der sætter en dagsorden, som vi ikke kan ændre grundlæggende på. I den situation har vi ifølge Liselotte Horneman Kragh behov for, at der er andre, som kan være der sammen med os.

- Men vores kultur er blevet så fremmed for døden og så dødsforskrækket, at de fleste af os ikke aner, hvad vi skal stille op, når et menneske er ved at dø, siger hun.

Kræver kropslig erfaring med døden

Liselotte Horneman Kragh opfatter det positivt, at der i sundhedsvæsnet er stigende fokus på palliativ pleje, det vil sige lindrende pleje at døende patienter. Men hun mener ikke, at vi ved at uddanne sundhedspersonalet i omsorg af døende kan udlicitere opgaven med at være til stede ved dødslejet til professionelle.

- Det er godt og rigtigt, at personalet på hospitaler, plejehjem og hospicer bliver uddannet og efteruddannet. Det er vigtigt, at der er professionelle til stede. Men når vi skal dø, er det vigtigste for de fleste, at dem, de har været forbundet med i livet, er der til at tage afsked, siger hun og fortsætter:

- Derfor skal vi alle sammen rustes til at stå ved hinandens dødsleje, og det kræver ikke kun viden og mental forberedelse; det kræver kropslig erfaring med døden, som de færreste af os får i dag, fordi vi har flyttet døden ud af hjemmene og ind i institutionerne. Vi ved ikke, hvad der sker, når organerne begynder at sætte ud, og døden nærmer sig, og vi forstår ikke, at vi skal vise den samme respekt for en døendes arbejde med at komme igennem dødsprocessen, som vi giver en fødende kvinde, der er på hårdt arbejde med at sætte et barn i verden, siger Liselotte Horneman Kragh.

Svært at gøre ingenting

Leder af Hospice Djursland, Dorit Simonsen, genkender billedet af de forskrækkede pårørende, der mangler kendskab til dødsprocessen og har meget svært ved at acceptere, at døden er uomgængelig.

- Vi oplever pårørende, som har det meget svært med at være til stede, når der ikke er mere at gøre rent medicinsk. For hvad skal de så stille op? Vores kultur er meget præget af gøren og ikke ret meget væren. Så det er svært for dem at skifte fra at kæmpe for den bedste behandling og gøre en masse praktisk for den syge til at være til stede for den døende, som selv skal gå det sidste stykke, siger hun.

Lær at dø godt

Boghandlernes hylder og bestsellerlisterne er fyldt med selvhjælpsbøger og anvisninger på, hvordan vi kan få et godt og langt liv. Samtidig er de medicinske muligheder for at forlænge livet og helbrede sygdomme, der før var dødelige, i vækst. Men den anden side af mønten mangler oftest; nemlig hvordan vi kan lære at dø godt.

Årets første udgave af Religionsrapport på P1 sætter fokus på dødsprocessen, og hvordan man som døende eller pårørende til en døende lærer at tackle den sidste tid på bedste vis. Hør programmet her.

Medvirkende: Erik Meier Carlsen, forfatter, journalist, buddhist og ekspert i tibetansk buddhisme; Susanne Christiansen, fængselspræst og Liselotte Horneman Kragh, teolog og foredragsholder.

Hun forklarer, at personalet på Hospice Djursland ser det som deres opgave at støtte den døende og informere om dødsprocessen, men også at hjælpe de pårørende med at finde deres rolle.

- Et eksempel kan være en kvinde, som til det sidste har plejet sin mand i hjemmet og lavet hans livretter for at få ham til at spise og komme lidt til kræfter. Men når han kommer her, har han mest af alt lyst til at blive fri for al den mad. Så bliver det vores opgave at forklare kvinden, at hendes mand faktisk ikke har behov for mere mad, for organerne er begyndt at sætte ud. Det vigtigste kan være, at hun taler med ham, at de får sagt tak og undskyld, og at hun kan finde ud af bare at være til stede. Det sidste kan være vældig svært, fordi vores kultur er præget af en tankegang om, at døden nærmest er en fejltagelse, siger Dorit Simonsen.

Giv plads til døden

Det billede kan formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, godt genkende:

- Der er en stigende forventning om, at sundhedspersonalet kan reparere alting, og derfor bliver det meget svært for både patienter og pårørende at acceptere, at noget ikke kan repareres, og at der på et tidspunkt ikke er mere at gøre. Mange bruger en masse af energi den sidste tid af deres liv på at forholde sig til den næste behandling eller operation, hvor de måske var bedre for dem at give plads til den proces at skulle dø og få talt med deres nærmest om det, siger hun.

Hun tilføjer, at mange mennesker aldrig har set et dødt menneske udover på film og er bange for det.

- Jeg kunne godt unde alle mennesker at opleve den fred, der kommer over et menneske, som har været meget forpint, når det så dør. Det er vigtigt, at vi tør være til stede både før og efter døden og tage afsked. Men det kræver, at vi ændrer den kultur, hvor det er blevet tabu at tale om døden, fordi alting handler om at forlænge livet, siger hun.

Fire timers kursus i sidstehjælp

I Norge har en gruppe præster, læger og psykologer udviklet et såkaldt ’sidstehjælpskursus’, som skal klæde helt almindelige mennesker på til at forholde sig til andres og deres egen dødsproces. Det er et fire timers kursus, som bl.a. indeholder information om de fysiske elementer i dødsprocessen, metoder i lindrende pleje og behovet for at sige farvel.

Vi skal bryde tabuet og tale om døden.

Dorrit simonsen, leder af hospice Djursland

På Hospice Djursland har de taget ideen til sig og regner med, at de i nærmeste fremtid kan udbyde lignende kurser.

- Vi skal bryde tabuet og tale om døden. Det skulle gerne blive sådan, at man kan invitere sine venner til middag og spørge dem, hvilke tanker de har gjort sig om deres egen død, og hvilke planer de har lagt. Der er vi langtfra endnu. Selv på plejehjem møder jeg mennesker, som fortæller mig, at ingen – hverken personale eller pårørende – vil tale med dem om, at de skal dø, og hvordan de ønsker, at det skal foregå, siger Dorit Simonsen.

Fra førstehjælp til fokus på døden

Liselotte Horneman Kragh er begejstret for ideen om ’sidstehjælpskurser’ og opfordrer folkekirken til at komme på banen som udbyder af kurserne.

- Vi har haft så meget fokus på førstehjælp og hjertestartere og er så optaget af at forlænge livet. Nu er det på tide, at vi klæder os selv og hinanden på til at komme herfra på den bedst mulige måde. Der er folkekirken en oplagt aktør, for den har i forvejen fat i mange mennesker ved vigtige begivenheder i livet, og så har kirken tilmed et sprog, som rækker der, hvor det medicinske sprog kommer til kort, siger hun.

Fængselspræst Susanne Christiansen har beskæftiget sig indgående med Luthers anvisninger for, hvordan man forbereder sig på døden og kommer bedst igennem dødsprocessen. Anvisningerne findes i en tekst, han skrev i 1517, og som blandt andet giver råd om, at man skal lave testamente, tale ud med mennesker, man har uafklarede relationer til, og at man så i selve dødsprocessen skal holde fast i troen på Kristus i stedet for at lade tvivlen tage magten over én.

Det sidstnævnte kan ifølge Luther gøres ved hjælp af noget, der kan minde om moderne visualiseringsøvelser, forklarer Susanne Christiansen.

Det er naturligt for mange mennesker at søge til præsten og kirken, når de konfronteres med døden både i deres eget liv, og når terror og katastrofer rammer

Susanne christiansen, fængselspræst

Hun påpeger, at kirken – også den luthersk-evangeliske – har en tradition for at forholde sig åbent og bevidst til døden, og hun mener, at kirken med afsæt i denne tradition kan hjælpe danskerne med at bryde tabuet omkring døden. Hun ser det ligefrem som en oplagt opgave for kirken at forberede mennesker på døden.

- Ideen med sidstehjælpskurser er fantastisk, og kirken er for mig at se et fantastisk rum for den slags. Jeg tror, at åbenheden er der, for i forvejen er det naturligt for mange mennesker at søge til præsten og kirken, når de konfronteres med døden både i deres eget liv, og når terror og katastrofer rammer, siger hun.

Hun tilføjer, at der i folkekirken i en årrække har været mange tilbud til børn og unge, men at det nu er på tide at tænke andre aldersgrupper ind også og tage fat på tabuet omkring døden.

- Kirken kan tilbyde undervisning om dødsprocessen for mennesker, som henvender sig i forbindelse med et dødsfald. Det kan være et tilbud, som handler mere generelt om døden, men kan åbne op for, at man forholder sig til sin egen død, siger hun.

Amerikansk model for at tale om døden

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed, hvor Dansk Sygeplejeråd er repræsenteret, er der planer om at overføre et amerikansk projekt om at nedbryde tabuet omkring døden til danske forhold.

- Det handler om at gøre det naturligt at tale om døden, også med og blandt børn og unge. For døden rammer, også når vi ikke lige venter det. Derfor skal samtaler om døden indgå naturligt i sundhedsvæsnet, også for eksempel hos den praktiserende læge. Vi vil sætte et projekt med det mål i gang i løbet af 2016, siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Hun afviser, at en større åbenhed om døden vil blive brugt til at lægge mere pleje og omsorg for døende over på de pårørende.

- Det handler ikke om at flytte den professionelle plejeopgave over på de pårørende, men om at kunne tale åbent om, hvordan den sidste tid bliver bedst for den enkelte i stedet for længst mulig, siger hun.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve