I aftes takkede Adam Holm af som vært på Deadline på DR2 og fik derfor en helt særlig hilsen fra Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Efter ti år i værtsstolen på Deadline takkede Adam Holm i aftes af som vært.

Og her fik han en særlig hilsen fra den fiktive seniorreporter fra Den Korte Radioavis på Radio24syv, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm - også kendt som 'Kisser'.

- Bliv nu for helvede, vi kommer sgu til at savne dig alle sammen, sagde satirefiguren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

- Arh, jeg kender én, der hedder Ulrik (Ulrik Haagerup, DR's nyhedsdirektør, red.), som ikke gør, svarede Adam Holm seniorreporteren.

Men der var 'Kisser' hurtig til at forsvare den nu tidligere Deadline-vært:

- Ulrik Haagerup? Op i røven med ham, sagde hun, inden Adam Holm fik det sidste ord og takkede af for de mange år på DR2.

Den 2. februar skrev han desuden således på Facebook om sin beslutning:

"Jeg har valgt at opsige min stilling på Deadline. DR Nyheder har accepteret opsigelsen og jeg har derfor sidste arbejdsdag som vært på udsendelsen næste mandag. Intet drama, ingen trusler om buksevand og tørre tæsk, blot et behov for at arbejde med journalistik/formidling i andre rammer end de som gælder for en nyhedsudsendelse."

Se hvordan det gik for sig, da Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm overraskede Adam Holm over telefonen i studiet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve