Vinterbergs Jagten vinder pris i Cannes

Thomas Vinterberg vinder den uafhængige Økumeniske Pris for sin film "Jagten" ved filmfestivalen i Cannes.

Mens Thomas Vinterberg og resten af holdet bag "Jagten" venter på, at Guldpalmen og de andre officielle priser uddeles søndag aften i Cannes, har den danske instruktør fået en mindre pris at forsøde nedtællingen med.

"Jagten" blev i dag tildelt den såkaldte Økumeniske Pris, som gives til en af festivalens film, der har udmærket sig ved at behandle humanistiske og universelle værdier.

Har et stærkt budskab

Prisen har ikke har noget med de officielle priser at gøre, men uddeles af en uafhængig jury bestående af seks repræsentanter for protestanter og katolikker.

- Thomas Vinterbergs instruktion giver os et stærkt budskab: Den viser os en ny måde at se på det moderne samfund, hvor mænd og kvinder bekymrer sig - tingene er ikke altid, hvad de synes at være, skriver juryen i sin begrundelse.

"Jagten" handler om Lucas i skikkelse af Mads Mikkelsen, der efter en hård skilsmisse har fået en ny kæreste og et nyt arbejde, og som er godt i gang med at genopbygge forholdet til sin teenagesøn Marcus.

Men en tilfældig løgn får lov til at brede sig i del lille samfund, og pludselig er Lukas i en hård kamp for at bevare sit liv og værdighed. Og det er her, at alt pludselig ikke er, hvad det ser ud til at være.

Vinterberg er den første danske vinder af prisen, men Lars von Trier har fået den tvivlsomme ære at være den første modtager af en såkaldt antipris. Den fik han for sin omstridte film "Anticrist" i 2009.

"Jagten" har generelt fået gode anmeldelser i Cannes og er blandt favoritterne til at snuppe en af de officielle priser søndag.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve