Zornig og Emma Holten hjælper kunstner med ulydighed

Intet vil nogensinde forandre sig, hvis vi ikke siger fra over for magthaveres uretfærdighed, mener kunstneren Jani Leinonen, der har lavet værket ’Skolen for Ulydighed'

Kunstneren Jani Leinonen lærer os at sige fra overfor samfundets autoriteter, og på ARoS får han hjælp af Emma Holten og Lisbeth Zornig. (Foto: Ole Hein Pedersen © ARoS Pressefoto)

De største tragedier i verdenshistorien, såsom folkedrab, slaveri og krig, er sket, fordi vi er alt for tilbøjelige til at være lydige overfor samfundets autoriteter, lyder påstanden fra den finske kunstner Jani Leinonen.

Hans udstilling, 'Skolen for Ulydighed', åbnede i weekenden på kunstmuseet Aros og opfordrer os til at gøre oprør, når vi møder uretfærdighed.

Jeg synes, det er alles ansvar, men det er specielt en kunstners ansvar at forsøge at gøre verden til et bedre sted.

Jani Leinonen, kunstner

Og det gælder også, hvis de love og regler, vores samfund bygger på, ikke lever op til vores individuelle moralske kompas.

En kunstners ansvar

Jani Leinonens kunstværker ligner farverige reklameskilte, men i stedet for at sælge fastfood og slik opfordrer han os til større solidaritet og kritisk sans.

Som barn var Jani Leinonen overbevist om, at verden var på vej i den rigtige retning. Men så brød Sovjetunionen sammen, og hans optimisme forsvandt.

Jani Leinonen bruger derfor sin kunst til at skabe positiv forandring.

- Jeg synes, det er alles ansvar, men det er specielt en kunstners ansvar at forsøge at gøre verden til et bedre sted.

Kulturlørdag på P1

Du kan høre mere om 'Skolen for Ulydighed' i Kulturlørdag på P1. Find udsendelsen her.

Jani Leinonen mener, at vi skal sige magthaverne imod, når vi oplever uretfærdighed i samfundets etablerede systemer. For det er os selv, der skal gøre op med love, der ikke stemmer overens med vores etik og moral. Og forandringen sker, når vi er mange, der står sammen.

- Hvis 100.000 mennesker kørte flygtninge fra Danmark til Sverige, tror jeg ikke, at retssystemet ville kunne klare det. Så ville det være en ubrugelig lov, og de ville være nødt til at ændre den, siger Jani Leinonen til Kulturlørdag på P1.

Staten kunne ikke hjælpe

I værket, som Jani Leinonens udstilling tager navn efter, kan man gå ind i et klasselokale, sætte sig på skolebænken og blive undervist i civil ulydighed. Klædt som Ronald McDonald er Jani Leinonen skolemester og får hjælp til undervisningen af en række fremtrædende danskere.

Blandt dem er feminist og politisk aktivist Emma Holten, der begyndte at tvivle på statens beskyttelse, da hun blev udsat for hævnporno. Selvom der skete noget ulovligt, kunne politiet ikke hjælpe hende.

Derfor ser Emma Holten ikke meget grund til at tro på samfundets autoriteter.

- Jeg stoler simpelthen ikke på staten længere. Jeg har set for mange ting, jeg har set for meget uretfærdighed, jeg har set for mange menneskers smerte og lidelse blive affejet som ikke valid og som ikke vigtig.

Samfundet har brug for ulydighed

Debattør Lisbeth Zornig, der for nyligt blev dømt for menneskesmugling, underviser også på Jani Leinonens skole. Hun mener ligesom ham, at ulydighed er et menneskeligt ansvar – også selvom det fører til kriminelle handlinger.

Kunstneren Jani Leinonen - her klædt ud som Ronald McDonald - får hjælp af to danskere, når han underviser på ARoS. (Foto: pressefoto © ARoS)

- Hvis ikke vi er der, hvor vi som mennesker kan kæmpe for og stå op for ting, der sker for andre – måske svagere mennesker, der ikke har en stemme – jamen, så har vi ikke et samfund.

Man kan komme på ulydighedsskole på ARoS indtil 12. juni.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve