Muhammed-krisen dag for dag (2005)

Det er mere end 5 måneder siden, at Jyllands-Posten bragte 12 karikatur-tegninger af profeten Muhammed. Sagen bragte Danmark i en af landets værste udenrigspolitiske kriser. Vi bringer et overblik over hele forløbet.

Det er mere end 5 måneder siden, at Jyllands-Posten bragte 12 karikatur-tegninger af profeten Muhammed. Sagen bragte Danmark i en af landets værste udenrigspolitiske kriser. Vi bringer et overblik over hele forløbet.

Denne kronologi fortsætter i oversigten over 2006

30. december 2005:

Flere eksperter i islam og integration opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen til at bruge sin nytårstale til at invitere den muslimske verden til møde og neddæmpe den eskalerende, internationale konflikt om tegningerne. Eksperterne frygter ligefrem, at en fortsat optrapning kan føre til overgreb på de 12 bladtegnere eller til angreb på danske soldater og turister i den muslimske verden.

29. december 2005:

Den Arabiske Ligas udenrigsministre kritiserer Danmarks regering i forbindelse med sagen. Ministrene har udsendt en erklæring, hvori de udtrykker deres "overraskelse og harme over den danske regerings reaktion, der er skuffende, trods dens politiske, økonomiske og kulturelle bånd til den muslimske verden".

27. december 2005:

Den islamiske verdens kulturelle samarbejdsorganisation, ISESCO, truer med at opfordre alle sine 51 medlemslande til at afbryde alt økonomisk og politisk samarbejde med Danmark på grund af Jyllands-Postens kontroversielle Muhammed-tegninger.

21. december 2005:

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastholder sin beslutning om ikke at ville mødes med en række muslimske ambassadører for at diskutere de omstridte 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed.

20. december 2005:

22 tidligere danske ambassadører og top-diplomater kritiserer i et opsigtsvækkende debatindlæg i Politiken statsminister Anders Fogh Rasmussen for ikke at ville mødes med repræsentanter for 11 muslimske lande. Den tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, bakker op om kritikken.

17. december 2005

I et brev til fem af landets universiteter foreslår imam Abu Laban og Det Islamiske Trossamfund, at trossamfundet, universiteterne og Jyllands-Posten holder en forsonings-festival over flere dage, der med taler og debatter skal kaste lys over Muhammeds liv.

8. december:

Fogh tilkendegiver, at Danmark naturligvis vil svare FN's højkommissær for menneskerettigheder. Det har Danmark 60 dage til.

OIC
  • The Organization of The Islamic Conference eller Den Islamiske Konferenceorganisation.
  • En mellemstatslig organisation med det formål at tale muslimers sag og støtte deres fælles interesser.
  • Stiftet i 1969 i Rabat i Marokko.
  • 57 muslimske lande er medlem.
  • Hjemmeside: http://www.oic-oci.org/

7. december:

Tegningerne er på dagsordenen ved et topmøde for 57 muslimske lande samlet i den islamiske verdenskongres OIC. Samtidig går FN's højkommissær for menneskerettigheder ind i sagen efter en fælles klage fra OIC, der kritiserer Fogh for ikke at gribe ind.

3. december 2005:

Javier Solana, der koordinerer EU-landenes fælles udenrigspolitik, fordømmer via en talskvinde de dødstrusler, som cirkulerer i Pakistan mod bladtegnerne.

1. december 2005:

Der udloves dusør for at dræbe profettegnere. Udenrigsministeriet advarer danske rejsende i Pakistan om forøget trussel efter avistegningerne af Muhammed.

19. november 2005:

En delegation af danske muslimer, herunder repræsentanter fra Islamisk Trossamfund, vil besøge en række muslimske lande for at tale med ledende embedsmænd og religiøse ledere om sagen med tegningerne.

16. november:

Tyrkiets premierminister Recep Erdogan retter under et debatmøde i Politikens Hus skarp kritik mod den danske regering i sagen om tegningerne. Fogh kommenterer kritikken med ordene: »Vi er i dag stødt ind i nogle ting, hvor jeg simpelthen ikke vil gå på kompromis. Det handler her om helt fundamentale principper om, hvordan et demokrati og folkestyre fungerer«.

15. november 2005:

Avisernes Verdenssammenslutning (WAN) kritiserer en række muslimske landes pres på Morgenavisen Jyllands-Posten. I resolutionen forsvarer WAN Jyllands-Postens ret til at "udøve sin ytringsfrihed i forhold til islam eller enhver anden religion, specielt når religionen er en afgørende del af den globale politiske debat".

29. oktober 2005:

11 muslimske organisationer i Danmark anmelder Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for blasfemi og racediskrimination.

24. oktober:

Fogh afviser at mødes med ambassadørerne. Begrundelsen lyder: »Det er noget principielt. Det vil jeg ikke, fordi det er så selvindlysende klart, hvad det danske samfund bygger på af principper, at det er der ikke nogen baggrund for at holde et møde om«.

23. oktober:

Socialdemokraterne, SF og de radikale opfordrer Fogh til at mødes med ambassadørerne fra de 11 muslimske lande.

21. oktober:

Fogh svarer de 11 klagende ambassadører skriftligt. »Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen«.

19. oktober 2005:

En række muslimske lande med ambassader i Danmark sender en protestskrivelse til statsminister Anders Fogh Rasmussen og Udenrigsministeriet. Brevet nævner de de 12 tegninger af profeten Muhammed på linje med mange andre eksempler på et debat-klima, som ifølge underskriverne er kritisabelt.

16. oktober 2005:

En 17-årig sigtes for dødstrusler mod en af tegnerne. Fogh tager afstand fra truslerne og siger: »Vi lever altså i et frit folkestyre, hvor der er en meget udstrakt ytringsfrihed, og den ytringsfrihed omfatter altså også adgangen til at stille sig kritisk over for religion«.

14. oktober:

3500 mennesker demonstrerer i København imod tegningerne og konstant negativ omtale af islam.

11. oktober 2005:

Den århusianske imam, sheikh Raed Hlayhel bliver interviewet til den arabiske satellitkanal al-Jazeera, hvor han protesterer over Jyllands-Postens tegninger af Muhammed.

Blasfemiparagraffen
  • Paragraf 140 i straffeloven omtales normalt som blasfemiparagraffen.
  • Her står: "Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".

10. oktober 2005:

Det er ikke et brud på straffelovens blasfemiparagraf at bringe 12 tegninger af profeten Muhammed i en avis. Det fastslår ekspert i strafferet, professor dr.jur. Vagn Greve fra Københavns Universitet efter voldsomme reaktioner fra muslimske organisationer.

8. oktober 2005:

Det Islamiske trossamfund kræver, at Jyllands-Posten trækker en række tegninger af profeten Muhammed tilbage og samtidig giver alle muslimer en officiel undskyldning.

4. oktober 2005:

De satiriske tegninger får en ung mand til at ringe til avisen og true tegnerne på livet. Det lykkes for politiet i Århus at finde frem til en 17-årig, der bliver sigtet for trusler efter straffeloven.

30. september 2005:

Jyllands-Posten bringer 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed. Efter spurgte tegneres nej til at illustrere en bog om profeten spørger Jyllands-Posten 40 forskellige tegnere, om de ville tegne profeten Muhammed. 12 ud af de fyrre medlemmer i foreningen Danske Bladtegnere afleverede tegninger til Morgenavisen Jyllands-Posten. Enkelte afviste opgaven med begrundelsen, at det ikke ville fremme forståelsen mellem muslimer og samfundet.

16. september 2005:

Det kommer frem at flere danske tegnere af frygt for vold har sagt nej til at illustrere bog om profeten Muhammed skrevet af Kåre Bluitgen. Islam forbyder nemlig normalt afbildninger af profeten. Dansk Forfatterforening vil tage sagen op.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube