185.000 firmaer betaler ikke skat

To tredjedele af alle virksomheder i Danmark betalte ikke skat i 2012. Det er ikke hverken ulovligt eller problematisk, fastslår eksperter

Kun et fåtal af de skattepligtige virksomheder i Danmar betaler skat. Det kan der dog være gode grunde til, mener eksperter. (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Langt de fleste firmaer betaler ikke skat i Danmark. Der er 240.000 firmaer, der registreret som skattepligtige. Men ud af dem er det kun lidt over 57.000, der rent faktisk betaler skat.

Det er ikke et problem eller udtryk for, at der foregår noget ulovligt eller problematisk, fastslår flere eksperter, DR.dk har talt med.

Kan skyldes investeringer

- Et enkelt års eller to års manglende skattebetaling til fælleskassen, det er ikke afgørende. Det kan skyldes mange forskellige ting. Udskudt underskud, fusionering, man har købt en anden virksomhed, investeringer og afskrivninger, siger Caspar Rose, der er professor i selskabsledelse på CBS.

- Det er en indikation af, hvordan det går med samfundsøkonomien. Der kan godt være omstændigheder der gør, at selv om man har overskud, så betaler man ikke skat. Men alt andet lige vil det være et spejl i forhold til samfundsøkonomien. Jo flere selskaber der betaler skat, jo bedre går det for økonomien, siger Caspar Rose.

Selskabsskatten er langt fra vigtigst

Bo Sandemann Rasmussen, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i skatteforhold er enig i, at det ikke behøver at være problematisk, at et firma ikke betaler skat:

- Langt de fleste virksomheders vigtigste skattebetalinger er andre end dem, der kommer fra selskabsskat. Det kan være de ansattes indkomstskat. Der kan være brugsafgifter og moms på salg af varer, siger Bo Sandemann Rasmussen.

- Så hvis man gerne vil have et billede af, hvad en given virksomhed betyder for de danske skatteindtægter, så er selskabsskatten langt fra den vigtigste for hovedparten af virksomhederne, tilføjer han.

Aggressiv nulskatteplanlægning er problematisk

Kampagnechef for ulandsorganisationen IBIS, Lars Koch mener, at det er et problem at virksomheder ikke betaler skat - hvis det er et udtryk for spekulation fra virksomhedens side.

- Det er et problem i det omfang, at multinationale firmaer laver aggressiv skatteplanlægning og på den måde undgår at betale skat. Men der kan være mange naturlige - og fuldt legale og rimelige - årsager til, at et firma ikke betaler skat.

I to år har Skat offentliggjort tal for virksomheders skattebetaling. I løbet af de to år er antallet af virksomheder, der betaler skat i Danmark steget med fire procent, så det nu er 36 procent af alle firmaer i Danmark, der betaler skat.

Lys for enden af tunnellen

Statens indtægter fra skatten er stigende. Ni milliarder kroner mere kom ind via firmaernes skattebillet i 2012 i forhold til året før.

- Det overrasker mig ikke. Vi ser jo lige så langsomt, at økonomien bedrer sig efter finanskrisen. I 2011 var vi ikke rigtig kommet ud af det endnu, siger professor Caspar Rose.

- Hvis vi kigger på den udvikling, at skattebetalingen er steget med 9 milliarder, så er det et udtryk for, at det går bedre i dansk økonomi. Det er en god indikator. I sidste ende er det bundlinjen, der siger noget.

- Vi kan godt have en stor omsætning, men hvis vi ikke rent faktisk tjener penge, så er der ikke penge til at investere og ansætte medarbejdere. Så jeg synes, at det er lys for enden af tunnelen.