3F om kontanthjælp: Kommuner udviser dovenskab

3F mener, at kommunerne kan være langt bedre til at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Beskæftigelsesministeren forsvarer dog kommunernes indsats.

Beskæftigelsesministeren, Dansk Arbejdsgiverforening og 3F diskuterede, hvordan kontanthjælpsmodtagere kommer i job i radioprogrammet P1 Business. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Kontanthjælpsreform på vej

Ifølge KL var der 107.000 fuldtidspersoner over 30 år på kontanthjælp i 2015.

De færreste af dem - nemlig 27.000 - var arbejdsparate, mens flertallet omkring 80.000 var såkaldt aktivitets-parate - dvs. ude af stand til umiddelbart at tage et job inden for tre måneder.

En kontanthjælpsmodtager kan enten blive erklæret jobparat eller aktivitetsparat. Bliver man erklæret jobparat er man umiddelbart klar til at tage et arbejde inden for tre måneder.

Bliver man erklæret aktivitetsparat er man ikke umiddelbart klar til at tage et arbejde og får en helhedsorienteret indsats.

KL vurderer, at omkring 40.000 skal bruge endnu længere tid - minimum et halv til et helt år på at blive arbejdsparate.

Kommunerne skal være bedre til at få kontanthjælpsmodtagere i job.

Sådan lød det fra 3F's formand, Per Christensen, i eftermiddags i radioprogrammet P1 Business.

- Man kan godt sige til kommunerne, at de kan tage sig sammen på det her område, og sørge for, at dem, der faktisk gerne vil finde et arbejde, de også får muligheden for det, sagde Per Christensen.

Ifølge tal fra KL er kun 80.000 ud af 107.000 kontanthjælpsmodtagere erklæret aktivitetsparate - og dermed umiddelbart ude af stand til at tage et job.

Per Christensen mener, at langt flere kontanthjælpsmodtagere reelt kunne kaldes jobparate. Det samme mener Erik Simonsen, som er underdirektør hos Dansk Arbejdsgiverforening. Han understregede, at flere kontanthjælpsmodtagere kan erklæres jobparate i stedet for aktivitetsparate.

- Det er ekstremt negativt, at man starter med at sige til så mange mennesker, at de ikke kan arbejde. Grænsen mellem at være aktivitetsparat og jobparat, den er for hård og rigid, siger Erik Simonsen i programmet.

Lyt til P1 Business

Holder analyserne og filosofien bag beskæftigelsespolitikken til et realitetstjek?

Det spørgsmål stillede vært Solveig Bjørnestad til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, 3F formand Per Christensen og underdirektør i DA Erik Simonsen i denne uges udgave af P1 Business.

Du kan høre hele programmet her.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard bakkede dog op om kommunernes indsats for at få flyttet personer fra offentlig forsørgelse til job.

- Der har været noget galt i systemet. Men jeg deler ikke opfattelsen af, at det, der sker i kommunerne lige nu, ikke er dybt seriøst og ansvarsfuldt, sagde beskæftigelsesministeren, der ser et stort skifte i jobindsatsen:

- Fra nu af er der fuldt fokus på, at den arbejdsevne, som den enkelte har, skal kombineres med relevante jobmuligheder. Jeg tror på, at det er noget, der vil ændre sig i løbet af det år, vi er i.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube