4 ud af 10 danske kvinder arbejder på deltid

Antallet af kvinder på deltid er steget markant på 10 år, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Antallet af kvinder på deltid er steget markant på 10 år, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. Kristina Lillemose er en af dem. (© DR)

- Jeg arbejder på deltid, fordi jeg har to børn, og hvis jeg skal få privatliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, så har det været et krav.

Sådan lyder det fra Kristina Lillemose, der er chefsekretær i it-virksomheden Abakion.

Hun er langtfra den eneste. Ifølge helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet arbejder godt 40 procent af alle kvinder i den samlede danske arbejdsstyrke i dag på deltid.

Stor stigning
Dermed er antallet af kvinder, der arbejder deltid steget 10 procentpoint siden 2002, hvor 30 procent af kvinderne arbejdede på deltid.

Kvindernes lyst til at arbejde på deltid er noget, de mærker hos it-virksomheden Abakion, som har haft svært ved at tiltrække kvinder.

Men i dag tilbyder de aktivt deltid til alle deres ansatte, og det har fået flere kvinder til at søge ind i virksomheden.

Familien er årsagen
- Vi har i dag 14 ansatte kvinder, hvoraf de otte arbejder på deltid, mens vi det kun er én ud af vores 32 mandlige ansatte, der gør det samme, siger Sune Lohse, der er konsulentchef hos Abakion.

Han fortæller, at de kvindelige ansatte arbejder på deltid, fordi de har små børn, mens den eneste mand, der arbejde deltid i virksomheden gør det, fordi han har sit eget firma ved siden af.

Deltid giver økonomiske konsekvenser
Forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen er overrasket over, at antallet af kvinder, der er arbejder på deltid, er steget så markant.

- Det kan ende med at koste kvinderne dyrt i den sidste ende, når de arbejder på deltid. Hvis en kvinde og en mand begge har en årsindkomst på 400.000 kroner, og kvinden går på deltid for at passe børnene, vil hun være halvandet år bagefter med pensionsindbetalingerne i forhold til sin mand efter 10 år, siger Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

Forbrugerøkonomen advarer mod, at kvinder kan ende som meget fattige pensionister, hvis de for eksempel bliver skilt.

Tre råd til kvinder på deltid

Ann Lehmann Erichsen fra Nordea giver her tre råd til kvinder, der er eller ønsker at gå på deltid:

Få beregnet, hvad din husstand skal indbetale ekstra på din pensionsopsparing, så du ender med det samme i pension, som hvis du var på fuld tid

Indgå en ægtepagt, så du får del i din ægtefælles pension, hvis I skilles.

Gå op i tid, brug en barnepige og køb hushjælp til krævende pligter.