8 veje til en billigere mobilregning

Eksperternes vigtigste råd til hvordan du finder det bedste og billigste mobilabonnement.

Undgå at betale for meget for mobilabonnementet. (Foto: Foto: Finn Vest)

Der er hundredevis af mobilabonnementer at vælge imellem, og det kan være svært at finde det rigtige. Men her er tele-eksperternes guide til mobiljunglen.

UNDERSØG DIT FORBRUG:

Sidste år blev der indgået en aftale, hvor mobilselskaberne forpligter sig til at tilbyde gratis overblik over de seneste seks måneders forbrug af opkald, tale, sms, mms og data. Mange steder kan du gå ind på selskabets hjemmeside og få oplysningerne - ellers ring og bed om dem.

BRUG OVERBLIKKET:

Når du kender dit forbrug af tale, sms og data er det nemmere at finde en billig mobilpakke, der passer til dit behov.

BRUG PRISPORTALER MED OMTANKE:

Brug prissammenligningssider på nettet. Men brug altid mere end en - så er du mere sikker på at finde det mobilabonnement, der passer dig bedst.

TJEK JÆVNLIGT OM DIN MOBILPAKKE PASSER TIL DIG:

Du bør tjekke dine regninger. Hold øje med, om du betaler for tjenester, du ikke bruger. Eller om du bruger mindre tale eller data, i forhold til hvad du betaler for.

BRUG WI-FI:

Smartphones kan tilsluttes trådløs internetforbindelse. Der er ofte gratis Wi-Fi på skolen, på arbejdspladsen og mange har det også hjemme. Desuden kan man bruge gratis Wi-Fi i toget, på mange cafeer og mange andre steder. Brug det. Det er gratis, og du vil kunne reducere det dataforbrug, du skal betale for gennem mobilabonnementet.

TJEK PRISER HELE TIDEN:

Kig på nye tilbud. Hvis du har haft samme mobilabonnement i to år, så kan du typisk få et, der er billigere.

SPØRG OM RABAT:

Hvis du har fundet et godt tilbud, så kontakt dit eget selskab og se, om du kan få rabat.

De gode råd er leveret af: Forbrugerrådet, mobilkunden.dk og MereMobil.dk.