Aktienedtur: Investorernes blikke er stift rettet mod tysk megabanks styrtblødning

BAGGRUND Den tyske investeringsgigant har stået i spidsen for den globale aktienedtur, der har ramt børserne og banksektoren.

Den tyske storbank Deutsche Bank er kommet i økonomisk modvind det seneste år. Udgifter til at undgå retssager og lave renteniveauer koster banken dyrt. (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

Den tyske storbank Deutsche Bank har haft en stormombrust og turbulent begyndelse på den nye uge. Aktieprisen styrtdykker, og det har fået både bankens direktør samt Tysklands finansminister, Wolfgang Schaeuble, til offentligt at ytre, at der ikke er noget at bekymre sig om.

Alligevel er finansverdenens blikke stift rettet mod banken. Alene mandag tabte bankens aktier næsten 10 procent af deres værdi, og siden oktober måned er Deutsche Banks markedsværdi på børsen tæt på halveret. Banken anslås derfor nu at være faldet til samme værdi som Danske Bank, anslog Bloomberg News for et par uger siden.

Dermed har den tyske investeringsgigant stået i spidsen for den globale aktienedtur, der har ramt børserne og banksektoren. Og investorerne har frygtet, at banken kan være på vej mod et krak. Et krak, der i sin yderste konsekvens kan være starten på en ny recession.

Offentligt brev skulle stoppe blødningen

Det fik mandag topdirektøren i banken til at skrive et åbent og offentligt brev til sine medarbejdere. Dels for at berolige dem – dels for at signalere til investorerne, at frygten for bankens økonomi er overdreven pessimistisk.

- Du kan fortælle dem (klienterne, red.), at Deutsche Bank stadig er helt klippefast, grundet vores stærke kapital og risikoposition, skrev administrerende direktør John Cryan.

At banken dermed direkte kommunikerede til markedet, at økonomien er i orden, er i sig selv opsigtsvækkende, vurderer to af de danske analytikere, der følger banken: Danske Banks chefanalytiker, Thomas Hovard, samt chefrådgiver Michael Borre fra Nordea.

- Det, at de vælger at give den information til markedet, det ligger der noget signalværdi i, siger Michael Borre.

- Det er meget usædvanligt. Jeg så også, at den tyske finansminister var ude at sige, der ikke var problemer med bankens robusthed. Det er også i sig selv usædvanligt, siger Thomas Hovard.

Blodrøde tal og dyre juridiske slagsmål

Investorerne har sendt bankens aktiekurs kraftigt ned, fordi de frygter, at banken ikke har et stort nok kapitalberedskab til at imødegå stigende reguleringer og juridiske omkostninger.

Men skulle det usandsynlige ske, så tror jeg ikke, på at man vil lade Deutsche Bank gå ned. Man vil være for bange for Europas Lehman Moment.

Thomas Havard, chefanalytiker i Danske Bank

Alene sidste år betalte storbanken ifølge Financial Times 2,5 milliarder dollar – svarende til godt 16,5 milliarder kroner – for at indgå forlig med amerikanske og engelske myndigheder i sager, hvor banken er blevet beskyldt for at manipulere med den såkaldte LIBOR-rente.

Samtidig offentliggjorde banken et blodrødt årsregnskab i slutningen af sidste måned. Det viste, at restruktureringer og retssager har kostet banken dyrt. Det samlede minus landede på 6,7 milliarder euro eller 50 milliarder kroner ifølge Finanswatch.

Udfordret banksektor

Enkelte investorer har udtrykt bekymring for, at et krak i Deutsche Bank kan få samme betydning for den europæiske økonomi, som da investeringsbanken Lehman Brothers krakkede i 2008. Et krak, der bredt anses som værende startskuddet på den efterfølgende finanskrise.

Banksektoren og særligt Deutsche Bank er udfordret af det lave renteniveau.

- Deutsche Bank er inde i en dårlig spiral, hvor de har svært ved at tjene penge. Det skyldes velkendte faktorer som dels det meget lave rentemiljø – dels har de svært ved at tjene penge på aktie- og obligationsaktiviteter i øjeblikket, forklarer Thomas Hovard.

Lehman Brothers' konkurs i USA sendte chokbølger igennem den internationale finansielle sektor. Flere andre banker blev ramt, fordi de havde massiv samhandel med den amerikanske bankgigant.

"Overdreven frygt"

Det samme har Deutsche Bank, men de danske banker er ikke væsentligt eksponeret over for banken, siger Thomas Hovard. Og samtidig betegner begge analytikere investorernes frygt og sammenligningen med situationen i 2008 som "overdreven".

- Banken er ikke helt så vigtig for det finansielle system som Lehman Brothers var – men den er vigtig. Det andet er, at det ikke ser ud til de er i samme problemer, som de var – der er nogle afgørende forskelle, siger Michael Borre.

Thomas Hovard fra Danske Bank forstår godt tanken, for Deusche Bank har direkte eksponering – kaldet counter-party-risks – mod andre banker. Men han tror heller ikke, at bankens finansielle situation lige nu retfærdiggør skræmmebilledet.

- Jeg forstår godt, hvad de tænker på, men jeg synes, det er overdrevet, siger han.

Myndigheder vil ikke tillade et krak

Han understreger, at det er højst usandsynligt, at pengekassen i Deutsche Bank ender med at være tom. Men skulle det usandsynlige ske, så vil myndighederne reagere anderledes i dag for at holde hånden under banken, vurderer han.

- Så er det, at myndighederne i Tyskland skal gå ind og vurdere, om de vil give kapitalindskud, selvom det er på kanten med nuværende lovgivning. Det ville have været nemmere før finanskrisen med den daværende regulering.

- Under den nuværende regulering – der er ved at blive implementeret i Europa – skal både aktionærer, men også kreditorerne, bære tabet først. Det kan have store følgevirkninger for hele den europæiske banksektor.

Men et krak ender det formentlig aldrig med, lyder vurderingen. Konsekvensen vil simpelthen være for stor.

- Men skulle det usandsynlige ske, så tror jeg ikke, på at man vil lade Deutsche Bank gå ned. Man vil være for bange for Europas Lehman Moment, siger Thomas Hovard.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube