Antallet af nye job i USA steg markant i februar

Beskæftigelsen i USA uden for landbruget voksede med 242.000 personer i februar, viser nye tal.

Det er først og fremmest i servicesektoren i USA, hvor der er flere job. (Foto: Bryan Thomas © Scanpix)

Der blev skabt 242.000 nye job i USA uden for landbruget i februar, viser det såkaldte kongetal fredag.

Det er langt bedre end forventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 195.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Arbejdsløsheden holdt sig desuden på 4,9 procent, hvilket var ventet af økonomerne.

Til sammenligning blev der i januar skabt 151.000 nye job i USA, mens der i december blev skabt 292.000 nye job.

Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen kalder dagens arbejdsmarkedsrapport for stærke tal, der vidner om en uventet fremgang.

- Det er først og fremmest servicesektoren, der trækker op. Trods globale problemer er der stadig fuld fart på amerikanernes privatforbrug, siger han.

I Dansk Erhverv påpeger cheføkonom Steen Bocian, at det også er godt nyt for dansk økonomi, når USA er i god form.

- USA er vores tredjestørste eksportmarked. Samtidig er det stærke arbejdsmarked nok med til at sikre, at dollaren bliver ved med at være forholdsvis stærk i 2016. Det betyder rigtig meget for danske eksportører, siger han.

Den første fredag i hver måned kommer det såkaldte kongetal fra USA. Det er tallet for, hvor mange nye amerikanske job uden for landbruget, der er blevet skabt i den foregående måned.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube