Antidepressiver kan gøre unge aggressive

Den mest anvendte form for antidepressiver er den moderne type, SSRI. Medicinen skal bringe deprimerede ud af mørket, men ind imellem virker den modsat.

Antidepressiver skulle hjælpe patienter ud af mørket, men ind imellem har de den stik modsatte virkning. (Modelfoto) (© DR)

Antidepressiver hjælper mange voksne, men medicinen bruges også til børn og unge, og her kan den i nogle tilfælde have nogle ubehagelige bivirkninger.

- Vi ser hyppigt det, at der opstår bivirkninger specielt i opstartsfasen, at børnene bliver mere rastløse og urolige, nogen bliver aggressive og uforklarligt udadreagerende, siger Thorsten Schumann, børne- og ungdomspsykiater i Kolding-Augustenborg.

Thorsten Schumann anslår overfor DR Nyheder, at ud af 10 børn på antidepressiver vil mellem en og to blive mere aggressive.

Bivirkninger

Som det fremgik i 21 Søndag kan antidepressiverne også give anledning til, at børn og unge under 25 år bliver ramt af selvmordstanker. Og en rapport fra de amerikanske sundhedsmyndigheder fastslår i en artikel i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal, at der er sammenhæng mellem alder og bivirkninger.

Sundhedsstyrelserne både herhjemme, i Storbritannien og i USA advarer om at antidepressiver kan have den bivirkning, at børn og unge under 18 år bliver irritable, vrede og i nogle tilfælde voldelige overfor andre.

Tal med din læge

Uanset hvordan medicinen virker på den enkelte, så advarer alle eksperter imod, at patienter dropper pillerne fra den ene dag til den anden uden først at konsultere en læge eller en psykiater.

Skriv til os på lamb@dr.dk eller hoe@dr.dk, hvis du eller dine pårørende har haft ubehagelige oplevelser med antidepressiver.