Arladirektør: Det er urimelig hårdt at være landmand

Trods faldende omsætning er mejerigiganten Arla tilfreds med årsregnskabet, men markedet er "underdrejet", siger direktør.

Administrerende direktør Peder Tuborgh tror på lysere tider for mælkeproducenterne efter et vanskeligt 2015. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Det er hårdt at være landmand, og det er urimeligt lave priser, der er.

Sådan lyder opsummeringen af 2015, når man spørger Arlas direktør, Peder Tuborgh.

Her til formiddag præsenterede han mejerigigantens årsregnskab for 2015, men selvom Arla har et overskud på 2,2 milliarder kroner, så er de pressede.

Omsætningen er således gået 3,3 procent tilbage - og det skyldes især de styrtdykkende mælkepriser, som også har fået mange landmænd til at gå konkurs.

Arladirektøren kalder mælkemarkedet for "underdrejet". Alligevel er han optimistisk for fremtiden:

- Vi har en særdeles vanskelig opgave foran os i 2016, da den globale mælkeforsyning stadig vil være større end efterspørgslen, men vi forventer, at det vil vende i en positiv retning i anden halvdel af 2016, siger Peder Tuborgh.

Arla har med en række tiltag gjort sit til at ruste sig til den nye markedsvirkelighed. Andelsselskabet har for nylig præsenteret sin 2020-strategi, hvor målet er at vokse i otte globale mejerikategorier og seks markedsregioner.

Ud over den nye strategi har mejerikoncernen desuden iværksat en sparerunde, der kommer til at koste 500 funktionærer jobbet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube