Arver dit barn dig, eller går det hele til din eks?

Sammenbragte og papirløse glemmer at sikre hinanden og børnene og det kan blive dyrt

Hvem skal arve sølvtøjet, boligen eller opsparingen? Mange sammenbragte familier og papirløse par glemmer at sikre hinanden. Og det kan blive dyrt og svært for de efterladte (Foto: Finn vest Christensen © Dr)

Mange sammenbragte familier og papirløse par glemmer at sikre hinanden. Og det kan blive dyrt og svært for de efterladte. For ens værdier kan ende i andre hænder, end dem man inden sin død have forestillet sig. Alligevel har kun hver tiende oprettet et testamente, der fordeler arven til de rigtige.

Dyrt for den efterladte
At det kan gå helt galt. det har advokat Lone Mørch set flere eksempler på blandt sine egne klienter .For eksempel et papirløst par, hvor manden døde efter 25 års samliv. Parret havde troet, at de automatisk arvede hinanden, fordi de havde boet sammen så længe. Men de tog fejl, fortæller Lone Mørch:

- Man arver aldrig hinanden som samlevere, hvis ikke man har lavet testamente. Og de havde så ikke lavet testamente.

Resultatet var, at mandens to børn fra et tidligere ægteskab arvede deres far, inklusive hans halvdel af parrets bolig, der havde en pæn friværdi.

- Og yderste konsekvens er jo at man må sælge det hele. Det er jo de færreste som har råd til lige pludselig at gå ud og skulle købe et halvt hus og så med én indtægt, frem for tidligere to indtægter, fortsætte livet, det er der mange der slet ikke har mulighed for, siger Lone Mørch.

Kun de færreste har sikret hinanden
Selvom 660.000 af os lever i papirløse parforhold, så har kun en tredjedel oprettet et testamente, der sikrer hinanden og børnene mod arve-fælder.

Og det kan være en rigtig god idé at få det gjort, siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, der også er uddannet jurist:

- Med et testamente har du mulighed for at skræddersy hvad der skal ske med din formue når du ikke er der mere. Arveloven fejler ikke noget, men den er generel, og den passer ikke nødvendigvis til dig og din situation, hvor du har særbørn, (børn fra et tidligere forhold, red).

Problemet er det samme i sammenbragte familier, med dine, mine og vores børn.. Dem findes der ifølge Danmarks Statistik mindst 342.000 af herhjemme.

- Sammenbragte familier, som også ejer fast ejendom, de skal tænke rigtig meget over det, lyder anbefalingen fra Ann Lehmann Erichsen.

Pas på pension og forsikring
Der er dog værdier, som et testamente ikke tager højde for, og det er pensionsopsparingen og livsforsikringen.

- Der er nogle grumme eksempler på at ekskærester har fået pensionen efter en der er død, og hvor kone og børn så derfor måtte kigge langt efter de penge, fortæller underdirektør i Forsikring og Pension Anne Seiersen.

Hvem, der skal arve pensionen og forsikringer, det bestemmes af hvem der er valgt som begunstiget i selve aftalen med pensions- og forsikringsselabet. Det, der står der, overtrumfer et eventuelt testamente.

Magasinet Penge ser i aften nærmere på arvefælder, kl. 21.55 på DR1

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube