ATP vil beskytte personfølsomme Nets-oplysninger

Pensionsselskabet ATP har sikret sig vetoret på ændring og udlevering af personlige oplysinger, oplyser direktør Carsten Stendevad.

Mange kritikere har frygtet, at et salg af Nets til en amerikanske ejer vil betyde, at personfølsomme oplysninger kan blive udleveret til amerikanske efterretningstjenester.

Det danske pensionsselskab ATP har købt en mindre andel i Nets for 3,6 milliarder kroner.

Dermed bliver pensionsgiganten medejer af selskabet, der administrerer blandt andet Nem-id, betalingsservice og Dankortet.

DR Nyheder erfarer, at ATP samtidigt har sikret sig vetoret på udlevering af personfølsomme oplysninger til amerikanske efterretningstjenester.

Det betyder, at ATP kan forhindre, at danske personlige oplysninger bliver udleveret, selv om de to amerikanske ejere Bain Capital og Advent International ville være pålagt at videregive dem til myndigheder i USA.

Direktør for ATP Carsten Stendevad betragter aftalen som en forudsætning for købet af Nets.

- Datasikkerhed er grundlaget for forretningen, og noget vi står vagt om. Derfor har vi taget nogle sikkerhedsforanstaltninger, hvor vi blandt andet har vetoret på al ændring og udlevering af persondata, siger Carsten Stendevad til DR Nyheder.

Danske forbrugere skal ikke være nervøse

Netop fordi Nets administrerer personfølsomme oplysninger såsom NemID, Betalingsservice og E-boks, har en af de store bekymringer ved salget været, hvordan man fortsat kan beskytte forbrugernes oplysninger i tilfælde af, at Nets blev solgt til udenlandske købere.

Men ifølge Carsten Stendevad skal danskere ikke frygte for, at deres personlige oplysninger havner i amerikanske hænder.

Udover at have sikret sig vetoret til udlevering og ændring af personfølsomme oplysninger oplyser han til DR Nyheder, at der kun vil være europæiske statsborgere i Nets bestyrelse.

- Salget af Nets kommer ikke til at ændre på dansk lovgivning. Alt hvad der bliver udleveret af personfølsomme oplysninger vil stadig komme til at foregå i overensstemmelse med den danske lovgivning, siger Carsten Stendevad.

ATP kommer kun til at eje en brøkdel af NETS

Selvom pensionsselskabet ATP har investeret 3,6 milliarder kroner i Nets, kommer de reelt kun til at eje seks procent af selskabet.

I en pressemeddelelse skriver ATP, at formålet med investeringen i Nets er at sikre en stærk lokal forankring i den nye ejerkreds af Nets.

Men reelt kommer størstedelen af Nets til at være ejet af de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital, som hver kommer til at eje cirka 47 procent af virksomheden, mens ATP kommer til at eje 5,5 procent.

ATP: I dag er en god dag

Carsten Stendevad kalder købet for en stor investering for ATP og en god investering for medlemmerne. Ud af de 3,6 milliarder kroner er 300 millioner investeret i ren aktiekaptial, mens de resterende 3,3 milliarder kroner kan betragtes som noget, der ligner aktiekapital.

Det betyder ifølge Carsten Stendevad, at forbrugerne ikke skal frygte for deres ATP, hvis NETS går dårligt.

- ATP handler om at få gode stabile afkast. Derfor har vi lavet en aftale, som består både af en ren aktieinvestering med en høj risiko, men som tilgengæld giver et højt afkast, samtidigt med en aktielignende investering, som er mere sikker, hvis det ikke går så godt i NETS, siger Carsten Stendevad.