Bagmandspoliti om nederlag i Pandora-sag: Vi stopper her

Smykkeselskabet kommer ikke til at skulle igennem endnu en retssag. Bagmandspolitiet opgiver at køre sagen videre.

Smykkegiganten Pandora slipper for at skulle betale millionbøde. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Der bliver ikke foretaget yderligere fra vores side.

Sådan siger statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Hans Fogtdal, til Ritzau.

Udmeldingen kommer efter, at Østre Landsret har frifundet smykkegiganten Pandora i en sag, hvor selskabet var anklaget for at udsende børsfølsomme oplysninger for sent. Dermed dropper SØIK at forsøge at få sagen videre til Højesteret.

Landsretten frifandt Pandora, selvom Retten i Glostrup mente, at fortielsen burde have kostet selskabet en bøde på to millioner kroner.

Pandora er naturligvis tilfredse med dommens udfald:

- Vi er meget tilfredse med, at Østre Landsret har bekræftet, at vi handlede korrekt, da vi sendte meddelelsen ud den 2. august 2011(Pandora nedjusterede vækstforventingerne fra 30 til nul procent, red.), siger kommunikationsdirektør i Pandora, Kristian Lysgaard, i en kort kommentar.

Landsretten skriver i dommen, at retten ikke finder det bevist, at Pandora før nedjusteringen i august havde så stor klarhed over behovet for at ændre vækstforventningerne, at Pandora skulle straffes for det.

Dansk Aktionærforening, der tidligere forsøgte at stable et gruppesøgsmål mod Pandora på benene, accepterer Landsrettens beslutning, siger direktør Jens Møller Nielsen til Ritzau.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube