Tema Skattesvindel

Bagmandspolitiet mørklægger nye beslaglæggelser i skattesag

Bagmandspolitiet beslaglagde sidste år 675 millioner kroner. Størstedelen stammer fra sagen om svindel med udbytteskat. Hvor meget vil politiet ikke ud med.

Chefen for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, vil ikke kommentere på de nye tal for beslaglæggelser. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Bagmandspolitiet beslaglagde sidste år værdier for 675 millioner kroner.

Tallet dækker over, at politiet formentlig har beslaglagt yderligere millioner i den store udbytteskattesag i efteråret.

Det er i forvejen kendt, at 400 millioner kroner stammer fra skattesagen.

Men Bagmandspolitiet vil ikke ud med, hvor stor en del af de resterende 275 millioner kroner, som stammer fra sagen om formodet svindel med udbytteskat, hvor den danske stat angiveligt er blevet svindlet for 12,3 milliarder kroner.

Selv om de nye tal kommer fra Bagmandspolitiet, ønsker chef Morten Niels Jakobsen ikke at kommentere dem.

Langt til de 12 milliarder

Med de nye oplysninger beløber det samlede tal for beslaglæggelserne af de 12,3 milliarder sig til et godt stykke over de i forvejen kendte 2,1 milliarder kroner.

Størstedelen, knap 1,7 milliarder kroner, blev indefrosset på konti i den tyske bank Varengold, kort efter svindelsagen blev kendt i efteråret 2015.

Beslaglæggelser i skattesagen

Over 2,1 milliarder kroner står indefrosset på udenlandske konti i sagen om svindel med udbytteskat:

  • 3. november 2015: Søik har fulgt et pengespor gennem to europæiske lande og beslaglægger knap 1,7 milliarder kroner i Tyskland og nogle værdier i England.
  • 15. juni 2016: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser, at der er beslaglagt yderligere 400 millioner kroner på konti i udlandet.
  • 27. marts. 2017: Søik har beslaglagt 675 millioner kroner i 2016. Der har været yderligere beslaglæggelser i 2016, men Søik vil ikke offentliggøre tallet.
  • I alt: Over 2,1 milliarder kroner.

I 21 Søndag kunne DR Nyheder i går fortælle, at beregninger på baggrund af oplysninger fra DR Nyheders kilder tyder på, at mellem to og fem milliarder kan være havnet i USA.

Det er gode nyheder for dansk politi, vurderer Jan Jarlbæk, der er tidligere medarbejder i Europol med erfaring fra internationale efterforskningssager:

- Der er ingen tvivl om, at hvis pengene viser sig at være i USA frem for i Dubai, så gør det det væsentligt nemmere. Det skyldes de aftaler, vi har med USA, siger han.

200 amerikanske skuffeselskaber

Næsten 200 små pensionskasser er blevet brugt som skuffeselskaber i det formodede svindelnummer mod den danske stat, viser DR Nyheders research.

Bagmandspolitiets chef Morten Niels Jakobsen bekræfter, at der samarbejdes med udenlandske myndigheder, men vil ikke gå i detaljer med, hvilke lande det drejer sig om.

Mindst to personer sigtet

Bagmandspolitiet har ved koordinerede aktioner i blandt andet England ransaget og beslaglagt muligt bevismateriale med forbindelse til mindst 12 selskaber.

Det er stadig uvist, i hvilket omfang pengene vil komme tilbage til den danske stat. Dette skyldes især de internationale aftaler, der typisk går ud på, at to lande deler i porten, når der foretages konfiskationer af udbytte fra kriminalitet. Det betyder i princippet, at Tyskland har ret til halvdelen af de knap 1,7 milliarder kroner, der er beslaglagt i Tyskland.

- Bagmandspolitiet gør en stor indsats, og så må vi håbe på, at deres gode politiarbejde giver pote. Det er selvfølgelig vigtigt, at de skyldige i dette svindelnummer bliver stillet for en dommer, sagde skatteminister Karsten Lauritzen i august sidste år.

Mindst to personer er sigtet i sagen. Heriblandt den hovedmistænkte britiske finansmand Sanjay Shah, der i dag lever et liv i sus og dus i Dubai.

Fra 2012 til sommeren 2015 modtog Skat tusindvis af falske anmodninger om tilbagebetaling af udbytteskat, som blindt blev godkendt af Skat og udbetalt til konti i udlandet.