BILLEDER Krigsveteran med bragende PTSD: Jeg er statens affald

Tre missioner til krigshærgede lande har givet Torsten Elkjær Andersen voldsom PTSD.

Torsten Elkjær Andersen sidder på en slidt sofa, han tænder en cigaret og lader røgen svæve ud i den lille stue i lejligheden på 3. sal. Her lugter indelukket, men Torsten bryder sig ikke om, at have altandøren åben, for så er lydene højere.

Tre udsendelser til Balkan fra 1998-2000 har sat massive ar på hans sjæl. Så massive, at han i dag sidder alene tilbage i en lejlighed i København.

Det havde han ikke regnet med, da han som 23-årige meldte sig til forsvaret på Hvorup kaserne i Aalborg.

Efter 10 år i Forsvaret stoppede han i 2003 i Forsvaret. Hans tidligere kone var gravis, og han gik i gang med en kokkeuddannelse gennem forsvarets civiluddannelse.

De sidste fire år af sit arbejdsliv kastede Torsten Elkjær Andersen slim op før og efter arbejde.

Gnisten i mig er død. Helt død. Det, som holder mig i gang, er den soldaterånd, som finder kræfter for mig. Jeg bliver fandme 10 år ældre for hvert år, der går, men jeg har valgt, at jeg ikke vil hænge mig ude i skoven. Jeg har bidt mig fast og slipper ikke.

Torsten elkjær andersen

Siden den første udsendelse i 1998 har stress været en del af ham. Simple ting som at gå på græsplaner, kunne give ham angstanfald, fordi han frygtede minerne under jorden.

PTSD

Men det var i jobbet som kok og souschef på Carlsberg, at han gik helt ned og blev samlet op på gaden af en medarbejder fra Veterancentret.

Her fandt han ud af, at han havde PTSD.

- Jeg gik fra at have kone, barn og hus. I dag har Københavns Kommune placeret mig tæt ved Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet og to ghettoer. Ambulancerne kører forbi, og helikopterne flyver over min lejlighed. Det stresser min PTSD, og minder mig om krigen. Jeg får ødelagt min søvn og dagligdag. Københavns Kommune kan ikke se, at det giver mig endnu flere problemer. Jeg er en bums på bistand, siger Torsten Elkjær Andersen.

Mareridt og flashbacks

Torsten sidder på Søndermark Kirkegård og får ro på sin stress.

I det fjerne stikker nogle høje bygninger op. Det var her, Torsten boede, inden han for alvor blev ramt af PTSD.

I dag bor han på Tagensvej i København NV, hvor larmen er der hele tiden. Lejligheden er hans base, hvor han hver dag kæmper.

PTSD
  • Posttraumatisk stresslidelse, eller PTSD (Posttraumatic Stress Disorder), er en psykisk lidelse, som optræder efter, man har oplevet eller været vidne til livstruende hændelser såsom krigshandlinger, tortur, voldtægt, overfald, bilulykker, naturkatastrofer, brand, alvorlige ulykker, terroristangreb eller et pludseligt og uventet tab af en, man er nært knyttet til.
  • Læs mere om PTSD

I dag, 15 år efter hans sidste udsendelse, er hver dag en smerte både indvendig og udvendig. Mange af hans kammerater har givet op, men Torsten bliver ved. Han vil vinde.

- Det var først, da jeg lagde uniformen fra mig, at det hele kogte over i hovedet. Uniformen virkede som panser. Pludselig kom det hele bragende bagfra. Jeg fik mareridt, hvor jeg lå i fosterstilling, råbte og patruljerede rundt i mit hus i søvne, fordi jeg troede, at der var nogle, som gik rundt. Min kone måtte vække mig med et kosteskaft af frygt for, at jeg skulle angribe hende, siger Torsten Elkjær Andersen.

I dag kan et brag udenfor ødelægge Torstens nattesøvn og gøre, at han hopper op af sengen og leder efter et gevær, som han kan forsvare sig med. I de situationer er nattesøvnen og den efterfølgende dag ødelagt.

På trods af, at han måtte vinke farvel til en karriere som dygtig kok og lade uniformen ligge, så valgte Torsten, at tage kampen op.

- Enten burer jeg mig inde, eller også gør jeg noget og kæmper for mig selv og min fremtid. Det er en kamp uden ende, hvor jeg ikke får noget foræret. Jeg føler, at jeg er statens affald, siger Torsten Elkjær Andersen.

Kampen for en erstatning

For tre år siden startede Torsten sin kamp for erstatning. Han havde et håb og en tro på, at det ville gå smertefrit. Han har kæmpet for Danmark i krig og beskyttet det land, som vi alle på en eller anden måde er en del af. Nu havde han selv brug for hjælp, og det troede han, at han kunne få.

Men sagen kører nu på tredje år. Det er med til at tømme Torsten Elkjær Andersen for energi og stresse ham så meget, at hans dagligdag bliver ødelagt. Vennerne forsvinder, på nær dem som står ham nærmest og forstår den situation, som han er i.

- Gnisten i mig er død. Helt død. Det, som holder mig i gang, er den soldaterånd, som finder kræfter for mig. Jeg bliver fandme 10 år ældre for hvert år, der går, men jeg har valgt, at jeg ikke vil hænge mig ude i skoven. Jeg har bidt mig fast og slipper ikke, siger Torsten.