Boligekspert: Femprocents-regel får ingen effekt

Boligkøbere må fra november selv rejse fem procents udbetaling. Effektløst, siger ekspert.

Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter mener ikke, at de nye regler kan afværge potentielle boligbobler.

1. november træder boligmarkedets nye femprocents-regel i kraft, og fra da af skal boligkøbere selv finansiere fem procent af boligprisen.

Det er et initiativ, der er taget, for at lægge en dæmper på det rødglødende boligmarked i storbyerne, men det møder nu skepsis fra boligøkonom, Curt Liliegreen, der er chef i Boligøkonomisk Videnscenter.

Hans melding er klar:

- Forslaget vil ikke have nogen nævneværdig effekt i forhold til at forebygge en boligboble i Danmark.

Og grunden, siger han, er, at forslaget primært vil ramme førstegangskøberne – særligt dem, der gerne vil købe en bolig i København eller Århus, hvor priserne er højest.

- Hvis man allerede har en bolig, så har man typisk en friværdi, og har derfor ikke noget problem med at rejse fem procent i udbetaling.

Gælder kun unge i større byer

Hvis man til gengæld er førstegangkøber i Nakskov eller Faaborg-Midtfyn, så er boligen ofte så billig, at det ikke er noget problem, siger Liliegreen.

Men hvis man derimod skal købe en ejerlejlighed på Frederiksberg, så er prisen så højt, at det kan blive problematisk at lægge fem procent.

Alt i alt vil det sige, at initiativet primært involverer ejerlejligheder i København og Århus, og det er en mindre del af boligmarkedet, påpeger Liliegreen.

I Danmark har vi nemlig 180.000 lejligheder, men 1,2 millioner parcel- og rækkehuse. Og når initiativet kun rammer så snæver en gruppe, er det ikke nok til at afværge en boligboble, siger Curt Liliegreen.

- Det vi taler om her er en effekt, der er så begrænset, at det ikke påvirker boligpriserne i et målbart omfang.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube