Borgfred om SKAT – politikere freder hinanden

På trods af skandale på skandale ønsker politikerne ikke at undersøge, hvem der har ansvaret for problemerne i SKAT. Skatteministeren mener ikke, at der vil komme noget ud af det.

Borgfred er en midlertidig fredsaftale mellem rivaliserende partier (Foto: ERik Refner © (c) Scanpix)

Ulovlig inddrivelse, skandale om ejendomsvurderinger, svindel for milliarder af kroner – SKAT har igennem de seneste 10 år været ramt af skandale på skandale, og milliarder fosser ud af statskassen.

Men politikerne kommer ikke til at stå til ansvar. I hvert fald ikke, hvis det står til politikerne selv. Det fortæller DR i dokumentarserien ”Skeletter i SKAT”, der sendes på DR2 mandag klokken 22.

Der har siddet ni skatteministre de seneste ti år, og i stedet for at undersøge, hvem af dem, der kan gøres ansvarlige for beslutninger eller manglende beslutninger i SKAT's skandalesager, så har fem partier givet hinanden håndslag på, at SKAT skal have politisk ro.

- Man må spørge sig selv om, hvad vil der komme ud af det, hvis man havde valgt en vej hvor man skulle nedsatte en undersøgelseskommission for eksempel. Min analyse er, at der ikke ville komme noget ud af det, siger skatteminister Karsten Lauritzen til programmet.

I stedet har partierne altså indgået en borgfred. Borgfred er en midlertidig fredsaftale mellem rivaliserende partier. Det bruges for at undgå strid i krisetider.

Denne borgfred betyder, at partierne ikke vil give sig til at klandre hinanden for tidligere fejl. Fejl der er blevet begået i både rød og blå bloks regeringstid. Det møder kritik fra en af landets førende eksperter i offentlig forvaltning.

- Man har trukket tænderne ud på dem, der erfaringsmæssigt i Folketinget ville melde sig med et krav om, at nu undersøger man, om der kan gøres et politisk ansvar gældende for det her, siger Jørgen Grønnegaard Christensen, professor emeritus ved Aarhus Universitet.


Hulemøde

Borgfreden blev indgået den 24. september sidste år, lige op til skatteminister Karsten Lauritzens pressemøde om krise-situationen i SKAT.

- Det er klokken 20.00 om aftenen, og det er typisk noget man vælger, fordi så er journalisterne enten begyndt at gå hjem, eller har travlt op til deadline, så man kan holde et møde uden, at der rigtigt er nogen, der opdager det, forklarer Christine Cordsen, DRs politiske korrespondent.

Her gennemgår skatteministeren og finansministeren det, der vil blive fremlagt på et pressemøde, som skal finde sted dagen efter omkring SKAT

- Samtidig så siger finansministeren, at han kunne godt tænke sig, at man kunne lave sådan en politisk borgfred om at redde SKAT i virkeligheden, og det aftaler de så, at det kan man blive enige om, siger Christine Cordsen.

Skatteministeren mener da heller ikke, at det løser SKATs problemer at kulegrave, hvem der har ansvaret for SKATs problemer. Han mener, at danskerne i højere grad har krav på, at SKAT kommer til at fungere, end at de skal have at vide, hvem der bærer ansvaret.

- Jeg trådte ind i et skatteministerium, hvor der var problemer overalt, og der kom to kæmpe store problemer med inddrivelse og udbytteskat, og så måtte jeg sætte mig ned og sige: skal jeg bruge mine kræfter på at prøve og løse nogle af dem, eller skal jeg bruge mine kræfter på at starte et kæmpe politisk slagsmål, siger Karsten Lauritzen.

Kun én af de tidligere ministre har ønsket at udtale sig til DR i forbindelse med serien ”Skeletterne i SKAT". Det er Jonas Dahl fra SF, som kun havde to måneder på posten.

Han mener, at problemerne er et politisk ansvar, og at alle, der har siddet på posten, bærer deres del af ansvaret.

-De må jo svare på deres vegnel. Jeg synes, at vi har behov for en åbenhed og også en ærlighed omkring nogle af de også politisk skabte problemer, som vi står med. Fordi jeg mener faktisk, at det også er politisk skabt.


Finansministeriet bestemmer

Jonas Dahl erkender, at han heller ikke bremsede nok op i sin tid som skatteminister.

- Jeg tror, det i meget høj grad handler om det fokus, der er i en regering, og ikke mindst ovre i en rød bygning –ovre i Finansministeriet. Finansministeriet har haft ekstremt meget fokus på hele den offentlige balance og statslige budgetter, men har måske glemt, hvad det egentligt er, der skal være med til at betale det, siger Jonas Dahl.

Den vurdering bakker professor Jørgen Grønnegaard Christensen op omkring.

- Finansministeriet arbejder på en måde, hvor det aldrig nogensinde er dem, som står med det driftsmæssige ansvar for at få tingene gennemført, og derfor er det forholdsvis gratis for dem at stille meget voldsomme krav til dem, der er deres modparter i den form for forhandling, siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

Skatteminister Karsten Lauritzen har da også erkendt, at der er blevet sparet for meget. Men det ændrer ikke på, at der nu skal være ro til at få SKAT tilbage på rette kurs.

Men den ro har været svær at finde. På baggrund af Rigsrevisionens seneste meget alvorlige kritik af Skatteministeriet og SKAT i forbindelse med skandalen om udbytteskat, så har Karsten Lauritzen indkaldt partierne bag redningsplanen for SKAT, så de kan drøfte, hvad der nu skal ske.

Mandag aften klokken 22 sender DR2 tredje og sidste del af ”Skeletterne i SKAT”, hvor det politiske ansvar bliver efterforsket.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube