Tema Cyberangreb

Chef for cybersikkerhed: Virksomheder kan tjene penge på truslen

Cyberkriminalitet bekymrer danske erhvervsledere, viser ny undersøgelse.

Thomas Lund-Sørensen fra Center for Cybersikkerhed (FE) opfordrer virksomheder til bruge cybertruslen aktivt og gøre sig mere konkurrencedygtige.

Cybertruslen får de grå hår frem på hovederne af ledere i de danske virksomheder.

Faktisk er cyberkriminalitet og manglende it-sikkerhed en af de største bekymringer blandt de danske erhvervsledere, viser en undersøgelse fra revisionsfirmaet Pwc.

Undersøgelsen "Pwc’s årlige CXO Survey 2017" bygger på interviews med 500 danske erhvervsledere.

Bekymringen er taget til de sidste år, lyder det fra Mads Nørgaard Madsen, leder af cyber- og privacy-området i Danmark revisionsfirmaet Pwc.

- De danske erhvervsledere begynder at følge den trend, vi også har set globalt: At bekymringen omkring cybercrime, og den indflydelse det kan have på forretningen, er stor, og har været stigende de seneste par år, siger han.

Bekymringen om cybercrime er stor og har været stigende de seneste par år.

Mads Nørgaard Madsen, PwC

Cybertruslen blev aktualiseret i storebededagsferien, hvor ukendte it-kriminelle gennemførte et af de hidtil største hackerangreb mod private og offentlige computere i over 100 lande og afkrævede virksomheder, organisationer og privatpersoner løsepenge for at åbne deres computer igen.

Kun få danske virksomheder, offentlige institutioner og privatpersoner blev dog ramt af angrebet, lyder det samstemmende fra sikkerhedsfirmaet CSIS og Forsvarets Efterretningstjeneste.

FE: Tjen penge på cybersikkerhed

Forsvarets Efterretningstjeneste opfordrer til, at danske virksomheder ser nærmere på cybersikkerheden.

For på længere sigt kan det give de danske virksomheder en fordel i forhold til konkurrenterne, som måske ikke er så langt med it-sikkerhed, lyder det fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

- Min besked til danske virksomheder er først og fremmest, at de skal gøre sig bekendt med de trusler, som retter sig lige præcis mod deres virksomhed, siger chefen for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen.

- Dernæst skal de prøve at kigge mere offensivt på det og sige, "hvordan kan vi anvende den her stigende cyberrisiko til noget positivt, hvordan kan vi gøre vores produkter mere konkurrencedygtige på det her felt og dermed få en fordel i forhold til vores konkurrenter?, siger han.

- Det ville være rigtig godt, hvis de tænkte på at putte cybersikkerhed ind i deres produkter og forretningsplaner.

Thomas Lund-Sørensen, FE

- Derudover ville det også være rigtig godt, hvis de tænkte på at putte cybersikkerhed ind i deres produkter og forretningsplaner. På den måde vil de levere produkter, der vil være efterspørgsel efter i fremtiden, tilføjer han.

Og måske er det allerede ved at ske.

Undersøgelsen fra Pwc viser, at flere virksomheder planlægger at fokusere på it-sikkerhed, når der skal investeres de kommende år.

I 2016 svarede 17 procent af de adspurgte virksomhedsledere, at it-sikkerhed var et af virksomhedens primære investeringsområder. I år ligger det tal på 30 procent.

FE: Cybertruslen bør give panderynker

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er det da også presserende, at virksomhederne tager cybertruslen alvorligt.

- Vi anser trusselsbilledet mod Danmark, når det drejer sig om cyberkriminalitet og cyberspionage, for at være meget højt

Thomas Lund-Sørensen, FE

- Danske virksomheder har grund til at være bekymrede, for det kan være deres intellektuelle hemmeligheder, som bliver stjålet, det kan være deres produktion, der bliver standset, eller det kan være, at de bliver udsat for afpresning, som vi senest har set det, siger Thomas Lund-Sørensen og tilføjer:

- Der er grupper af stater, som planlægger at angribe os. Der er grupper af stater, som har viljen og ressourcerne til det. Rent faktisk planlægger de ikke bare, de er i gang med det.

- Vi anser trusselsbilledet mod Danmark, når det drejer sig om cyberkriminalitet og cyberspionage, for at være meget højt, og vi har ikke nogen højere kategori, lyder det også fra Thomas Lund-Sørensen.

  • Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)
  • Center for Cybersikkerhed har blandt andet til opgave at opdage og afværge avancerede cyberangreb mod myndigheder og virksomheder, der beskæftiger sig med samfundsvigtige funktioner - for eksempel finanssektoren, staten, telenettet og vandforsyningen.
  • Center for Cybersikkerhed rådgiver også danske myndigheder og virksomheder om it-sikkerhed.
  • Læs deres rådgivning om storebededagsangrebet her