Danish Crown vil have flere svin slagtet i Danmark

50 øre pr. kilo svinekød til landmændene skal sikre, at de ikke sender svin til slagtning i udlandet.

Danish Crown lover nu landmændene et kontant tillæg på 50 øre pr. kilo leveret svinekød, for at levere svin til slagtning på danske slagterier.

Virksomheden er i stigende grad udfordret af, at landmændene sender deres svin til udlandet for at blive slagtet.

- Der kommer masser af grise til verden ude på de danske gårde, men alt for mange af dem eksporteres, siger administrerende direktør Jais Valeur, Danish Crown.

Virksomheden udvider også en eksisterende tilskudsordning til nye producenter af smågrise til det britiske marked, og der indføres et introduktionstillæg på 30 øre pr kilo samt en gratis rådgivningspakke til nye leverandører.

Koncernen venter en nedgang i tilførslen af svin på omkring seks procent i år, og hvis den udvikling fortsætter, vil en lukning af et slagteri inden for det næste år være uundgåelig, lyder vurderingen.

- Vi har faktisk en tro på at udviklingen kan vendes, så der igen bliver stigende aktivitet ude på slagterierne, siger Jais Valeur.

Han baserer sin optimisme på, at Folketinget har vedtaget en landbrugspakke, der skaber bedre vilkår for erhvervet, samt en tilskudsordning til nye svinestalde.

/ritzau/