Dansk erhvervsliv fortsat plaget af konkurser

Risikospecialist advarer om at striben af konkurser i kølvandet på den økonomiske krise langt fra er slut.

(© Colourbox)

Det er alt for tidligt at afblæse krisen blandt dansk virksomheder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Der vil fortsat være hundredvis af konkurser, og flere og flere virksomheder dumper ned i gruppen af de mindst kreditværdige virksomheder.

Det beretter to af de instanser, der står først for, når en virksomhed er truet.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget andet, men vi ser absolut ingen tegn på bedring endnu blandt virksomhederne. Tværtimod,« siger René Ostenfeld, risikospecialist i Soliditet, som løbende analyser økonomien og kreditværdigheden i danske virksomheder, til Jyllands-Posten.

Flere virksomheder i dumpeklasse

Ifølge ham vokser gruppen af de dårligst vurderede virksomheder, de såkaldt c-ratede,hos Soliditet og har gjort det hele året.

De udgør nu godt 15 pct. af samtlige firmaer, og det er rekordhøjt.

Meldingen er lige så nedslående i den instans, der ser virksomhederne, når de har knækket halsen, nemlig i Sø- og Handelsretten.

»Der er en stigning i tallene, både for indkomne sager med konkursbegæringer og i antal afsagte konkursdekreter. Jeg har godt set meldingerne om, at krisen er dæmpet, men det har altså ikke indfundet sig hos os endnu,« siger Henrik Rothe, præsident i Sø- og Handelsretten i København, til Jyllands-Posten.

Her behandler man mellem hver tredje og hver anden konkurs.