Dansk tobak på børsen - men den høje cigarføring udebliver

Aktierne i Scandinavian Tobacco Group får en lunken modtagelse på Børsen, mens Mærsk får deciderede hug.

Scandinavian Tobacco Group åbnede næsten i nul, da aktien kunne handles for første gang på fondsbørsen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det blev aldrig den helt store åbningsfest på Børsen, som Scandinavian Tobacco Group havde håbet på.

Klokken 9 her til morgen blev tobakkæmpens 100 millioner aktier sat til salg, men kursen steg kun med beskedne 0,1 procent.

En fest blev det heller ikke for A.P. Møller Mærsk-aktierne. Faktisk tværtimod. De faldt med seks procent i de første fem minutters handel på fondsbørsen, og efter 10 minutter var kursfaldet helt oppe på ni procent.

Det skyldes blandt andet, at A.P. Møller Mærsks årsregnskab afslørede, at erhvervskæmpen har fået drøje oliehug, og at de forventer et dårligere 2016 end det i forvejen dårlige 2015.

Mange aktionærer har tilsyneladende valgt at satse på medicinalvirksomheden Lundbeck i stedet for.

For selv om selskabets regnskab var præget af ekstraordinære nedskrivninger, så var der positive meldinger om fremtiden. Det sendte aktien hele 14 procent op.

Også Carlsberg- og DSV-regnskaberne fik en pæn modtagelse og steg mellem én og to procent på en dag, hvor C20 Cap-indekset åbnede i lysegrønt med en stigning på 0,4 procent.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube