Danske Bank lander overskud på 13 milliarder kroner

Danske Bank levede op til forventningerne og landede et overskud på 13,1 milliarder kroner sidste år, viser årsregnskab.

Danske Bank kommer ud af 2015 med et overskud. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Danske Bank kommer ud af 2015 med et resultat på 13,1 milliarder kroner efter skat. Det er ni milliarder kroner bedre end sidste år.

Det viser bankens regnskab.

- Danske Bank har færre tab på kunder, lavere omkostninger, og så har de generelt fået mere at lave. Blandt andet, fordi folk er blevet bedre til at betale deres lån og køber flere aktier, siger DR's erhvervskorrespondent Thomas Svaneborg.

Danske Bank i nøgletal

Tallene nedenfor er anført i millioner kroner:

2015

Indtægter i alt: 44.201

Resultat før skat: 17.762

Nedskrivninger på udlån: 57

Årets resultat: 13.123

2014

Indtægter i alt: 44.000

Resultat før skat: 8.969

Nedskrivninger på udlån: 2.788

Årets resultat: 3.948

Kilde: Danske Bank

Overskuddet er betydeligt større end sidste år, fremgår det af regnskabet. Og Danske Banks administrerende direktør, Thomas F. Borgen, udtrykker tilfredshed:

- Danske Bank gjorde i 2015 yderligere fremskridt og leverede et stærkt resultat trods de udfordrende markedsvilkår.
Resultatet viser styrken ved vores brede forretningsmodel som en nordisk universalbank og afspejler vores fokus på at
eksekvere vores strategi om at blive en mere kundefokuseret, enkel og effektiv bank, siger han i en kommentar til årsregnskabet.

Også Danske Banks aktionærer kan se frem til en gevinst; nemlig et udbytte på 8 kroner per aktie. Selv om det er lidt mindre end ventet blandt analytikerne, så er det fortsat en stigning. I 2014 var prisen per aktie på 5,50 kroner, skriver Ritzau.

Det fremgår desuden af regnskabet, at årets resultat for 2016 forventes at blive på niveau med årets resultat for 2015.

Det går meget godt for Danske Bank.

Opslået af DR Nyheder på 2. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube